De fysiske rammer.

Naturhuset Velling er en integreret institution med børnehave, vuggestue og SFO som en del af Velling Friskole. Vi har omkring 50 børn fordelt i tre grupper i børnehaven, 12 i vuggestuen og 60-70 i Satelitten (SFO). Vi bruger Satelittens lokaler på friskolen flere formiddage om ugen, så grupperne har hver især meget plads at lege på. Hver gruppe har også en ugentlig tur-dag, enten til fods til f.eks. fjorden, eller med vores bus til en tur i skoven, på en legeplads eller biblioteket.

Vi har gode indendørs faciliteter med forskellige pædagogiske læringsrum, og tre udendørsområder med bla. legeplads, en stor have etc. Vi prioriterer at være ude hver dag.

Det pædagogiske fundament.

Børn gør det de kan. Ud fra de omgivelser og situationer de er i lige nu.

Det er en meget enkel måde at forklare udgangspunktet for vores pædagogiske hverdag. Vi arbejder meget aktivt med vejledning og anvisning fremfor irettesættelse, vi praktiserer nabo-ros, søger at skabe gode rammer for fordybende samvær og relationer, og værdsætter lommer af nærvær.

Det betyder i praksis at vi er opmærksomme på at øve de fokuspunkter som er gældende for det enkelte barn. At der i hver børnegruppe er tre faste voksne tilknyttet, og at hvert barn med familie har en kontaktperson. Og når et barn starter, prioriterer vi at der er en ekstra voksen til rådighed de første par dage, så der er mulighed for én til én kontakt, når der er behov for det. Det er vores klare erfaring at når barnet får en start med vægt på at skabe god kontakt til de voksne, så er det ret hurtigt en stor fordel for barnets tryghed.