Kære børn og forældre

Det er et kæmpe privilegie at vende tilbage fra en uges ferie i det græske øhav til solskin, glade elever og en energisk lærerflok. Så er det jo en fest, at komme tilbage på arbejde.

Vi har nydt det gode vejr i denne uge. I tirsdags havde vi skoleårets første Åben Morgensang, hvor vi blandt andet fik indviet skolens nye marimba. Den er købt for penge, som vi har søgt hos foreningen Jazz og Rock omkring Ringkøbing Fjord, og vi er dybt taknemlige for at de gav os mulighed for at købe så fint et instrument. Næste Åben Morgensang er i øvrigt den 2. oktober.

Tirsdag til torsdag har vi haft besøg af ca. 40 elever fra Femøsund Friskole, og det lader til, at de har nydt at være på skolen og i lokalområdet, og det kan man jo godt forstå. Særligt i sådan en solskinsuge gør omgivelserne sig virkelig godt.

I sidste uge blev Bystuen i Velling indviet, og det bliver helt sikkert et sted til stor gavn for mange. Vores 4. klasse har f.eks. en udfordring om torsdagen, hvor de skal vente på bussen, og derfor har en lille flok fået organiseret et pasningsinitiativ for dem i Bystuen hver torsdag eftermiddag, hvor de kan hygge sig, mens de venter. Det er bedsteforældre som er trådt til, og de kunne godt bruge en frivillig eller to ekstra. Det drejer sig om tidsrummet 12.10 – 15.00. Kontakt mig hvis I kender nogle, som kunne være interesserede i at hjælpe til en gang imellem.

I uge 38 har vi fælles Naturfagsuge, hvor eleverne skal udforske alt fra viden om dyr, insekter og planter til elektricitet og tyngdekraft gennem et utal af aktiviteter både i og udenfor skolen. I uge 38 har alle elever fri kl. 13.25 hver dag undtagen 0. og 1. klasse. De får besked om mødetider fra klasselærerne.

Lørdag den 21. september ender hele Naturfagsugen ud i en Naturfagsfestival, hvor vi forventer at vores elever tager hele familien med i skole. Her får I forældre rig mulighed for at opleve, hvad eleverne har arbejdet med i løbet af ugen, og vi slutter af med et kæmpe kemishow ved Aalborg Universitet, som helt sikkert bliver en fed fællesoplevelse for alle. Dagen starter på slaget 9.00 med morgensang i Multihallen og I får fri kl. 12.00. Der bliver et enkelt frikvarter i løbet af dagen med kaffe/te til de voksne og juice til børnene.

Vi glæder os helt vildt til at dele en flig af vores skolehverdag med jer forældre, og jeg er sikker på, at jeres børn vil glæde sig lige så meget til at vise deres aktiviteter frem den dag.


Fortælling
Tre dage om ugen har vi fortælling på Velling Friskole. Det er lærerne, der på skift fortæller.
De første 2 uger fortalte Esben om de nordiske guder for alle børn.
Fra sidste uge og frem til efterårsferien er eleverne delt på 4 hold.
0.-1. kl. får fortalt klassikeren ”Grynet”, der er skrevet af Astrid Lindgreen.
2.-4. kl. hører fortællinger både fra det gamle og det nye testamente.
5.-6. kl. hører om tiden efter 1536. Her fortælles der om Kong Christian d. 4. og der genfortælles en skønlitterær bog om Christians datter Leonora Christine.
7.-8. klasse hører verdenshistorie fra ca. år 1920 og frem.


Musik karrusel for 1. og 2. klasse
Mandag eftermiddag har kultuskolen musik karrusel for 1. og 2. klasse. Der bliver undervist i fløjte, guitar og klaver.
Eleverne når i løbet af året rundt på alle 3 instrumenter.
Der er lige nu tilmeldt 8 elever, men underviserne vil rigtig gerne
have 1 elev mere, så der kan blive 3 elever på hvert hold.
Man er velkommen til en prøvegang i næste uge.
Det er mandag fra 14.30 - 15.15.
Hilsen Kirsten


Genvej

De sociale medier fylder efterhånden en del i et børne- og ungdomsliv på godt og ondt. Hvis I som forældre, mangler værktøjer til at navigere i det, kan Genvej måske hjælpe jer:

Genvej – til dit barns digitale liv er et tilbud til dig som forælder, hvor du kan få hjælp til at engagere dig i dit barns digitale liv.

www.genvej.org, Facebook og Instagram kan du finde øvelser, råd og viden om en lang række problematikker og emner, som børn og unge kan støde på online. Det kan fx være digital mobning, gaming, digitale krænkelser, data og privatliv, influencere og reklamer, sociale medier og digitale fællesskaber.

Genvej – til dit barns digitale liv er et partnerskab mellem Ole Kirk’s Fond, TrygFonden og Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Red Barnet, Børns Vilkår, Mary Fonden og Medierådet for Børn og Unge samt en række andre aktører.


Fra VUIF

Fredagssvømning er igen startet op, denne gang i Lem svømmehal, da Ringkøbing fortsat renoverer.
Så tag familien med hver fredag frem til jul fra kl. 18-19 og få en god start på weekenden.
Se mere på:
https://vuif.eu/svoemning/


Det var alt for nu. Jeg ønsker jer en dejlig sensommerweekend,

Karoline