Kære børn og forældre

Efter alting har været vendt på hovedet i ugens løb, er skolen så småt ved at ligne sig selv igen.

Vi har haft en helt igennem fantastisk uge med Gnillev. Meningen med Gnillev er at det skal være sjovt og fællesskabende, men der foregår samtidig en hel masse uformel læring, når børnene skal lære, hvordan et (mini)samfund fungerer. Vigtigst af alt er, at de får øjnene op for, at vi er afhængige af, at alle yder sit og hjælper hinanden, men Gnillev handler også om ansvar, kreativitet, gode ideer, hovedregning, markedsføring, værdien af løn og at udvikle nogle skills undervejs hvad enten det er i værkstedet, køkkenet, banken eller genbrugsbutikken.

Tak for opbakningen til Open by Night i går og de mange rosende ord. Det var en rigtig god eftermiddag og det var dejligt at I forældre gik aktivt med i legen. Tak fordi I købte så mange Gnallinger. Det betyder at Gnillev gav et flot overskud, som vi bruger på vores nye t-shirts til gymnastikopvisningen.

Nu går vi snart en dejlig vinterferie i møde, og efter ferien glæder vi os til at se alle jer forældre igen til bestyrelsens Fælles Forældreaften den 20. februar kl. 19.00. Der er sendt et tilmeldingsskema ud på Viggo. Det bliver en aften i samtalens tegn, hvor I får mulighed for at møde hinanden på kryds og tværs til en snak om emner, der berører jeres børns skoledag og om friskolelivet generelt. ”Den bedste skole skaber vi sammen”, og vi glæder os til at gå i dybden med diverse emner sammen med jer.

Den 1. marts står den, som I ved, på gymnastikopvisning til VUIF's lokalopvisning på Fjordvang Efterskole. Velling Friskole skal på som de sidste kl. ca. 13.10 og eleverne skal være klar til opvisningen ca. 15 minutter før. I får mere info og de endelige tider for både Generalprøve-dagen og opvisningen i næste fredagsbrev.

I skrivende stund er alle elever på vej ind i hallen for at øve fælles gymnastik. Det giver et sus i maven, når små og store knækker koden til en fælles gymnastikserie, og I kan som altid glæde jer til opvisningen.

Men først står den på vinterferie, og jeg håber, I alle får en fantastisk en af slagsen.

God weekend og god vinterferie. Vi ses i uge 8,

Karoline