Kære børn og forældre

Vi kan næsten ikke få armene ned efter gymnastikopvisningen i lørdags. Eleverne gjorde det rigtig godt, selvom sygdom på både lærer- og elevsiden udfordrede os en del i sidste uge. Det har været en anderledes proces i år uden Kirsten til at stå i spidsen. Men heldigvis har Kirsten oplært os godt, og både lærere og elever har trådt til og taget ekstra ansvar. Det er kendetegnende for Velling Friskole, at når noget brænder på, så rykker vi sammen i bussen og får tingene til at fungere alligevel.

Kirsten har været forbi skolen et par gange, og det har været så dejligt at se Kirsten her på skolen igen. I tirsdags fejrede vi Birgits 60-års fødselsdag med gaver og sang, og i onsdags havde vi endnu en velbesøgt Åben Morgensang. I går var Maibritt og Tine på matematikkursus og Anette er lige så væk i to dage på uddannelsen til KRAP-vejleder. Her til eftermiddag er hele personalet inviteret til fredagskaffe på Højskolen sammen med personalet på Fjordvang Efterskole. Vi mødes en gang i mellem for at skabe netværk og finde ud af, hvordan vi kan bruge hinanden på de tre frie skoler i Velling.

I næste uge skal 8. klasses i brobygning på de forskellige lokale ungdomsuddannelser, men de vender tilbage på skolen fredag, hvor de blandt andet skal stå for morgensangen, mens lærerne er væk. Torsdag eftermiddag tager jeg nemlig lærerne med i ”hytte” et døgns tid for at dykke ned i planlægningen af næste skoleår. Det vil sige at eleverne senest har fri kl. 13.25. På fredag overtager en flok forældre skolen, og alle elever har fri kl. 12.30 den dag. Tak til de forældre, som kommer ind og hjælper på fredag. Det har været svært at finde bemanding til alle klasser i år, men det ser ud til, at vi får det hele til at lykkes og Dina, Araan og Malene er på skolen for at holde styr på tingene.

Den 23. april kl. 19.00 har vi generalforsamling for Velling Friskole og Naturhuset. Dagsordenen ligger på hjemmesiden, og jeg vedhæfter den også her. Vi håber som altid på at se så mange som muligt til årets vigtigste aften. Overvej også gerne om du har lyst til at stille op til bestyrelsen, eller om du gerne vil opfordre en anden til at gøre det. Kontakt gerne et medlem fra bestyrelsen, hvis du har spørgsmål eller hvis du gerne vil stille op.

I næste uge springer jeg fredagsbrevet over, så kan I ikke finde det, er det helt med vilje.

I ønskes en dejlig solskinsweekend,

Karoline