Kære alle

Vi har været privilegerede med endnu en smuk forårsuge. Der er fyldt med aktivitet udenfor det meste af dagen, og både børn og voksne nyder det gode vejr.

Vores 7. klasse blev konfirmeret i søndags, og i mandags havde 7. klasse Blå Mandag og 8. klasse var på Grøn Mandag. Ellers nyder vi et par forholdsvis rolige uger inden vi tager på Fælleslejrskole.

I går havde vi vores sidste tilsynsbesøg ved HP, som har valgt at gå på pension som tilsynsførende til sommerferien. Han har været vores tilsynsførende i seks år, og jeg har sat stor pris på samarbejdet. Allerede i morges vendte HP dog tilbage. Denne gang havde han to forrygende børne musikere med fra sin egen musikundervisning, som gav en forrygende koncert til morgensang, så endnu en gang har vi haft fornøjelsen af at starte dagen med masser af musik. Tak til HP, Thomas og Asta for koncerten!

Buskort

Husk at beholde buskortene, så de kan bruges igen til næste skoleår. Kortene skal aktiveres igen til august, men vi skal nok informere efter sommerferien.


Vigtige datoer frem til ferien

Lørdag den 24. maj er der fællesarrangement for børn og forældre i skole og børnehave. 4. klasse står for arrangementet, og der er lagt op til en rigtig hyggelig eftermiddag.

Invitation til fælles arrangement_0.pdf

26. – 28 maj. er der Fælleslejrskole. Derefter er det Kr. Himmelfartsferie, så vi er først tilbage på skolen igen mandag den 2. juni.

Onsdag den 4.juni holder vi skoleårets sidste Åben Morgensang, hvor vi blandt andet fejrer Grundlovsdag med kage til både børn og voksne.

Torsdag den 5. juni er det Grundlovsdag, og der er skole og børnehave lukket.

Fredag den 6. juni bliver en helt almindelig skoledag. Vi er rigtig glade for, at de fleste af vores elever kommer i skole, selvom dagen er klemt mellem Grundlovsdag og Pinse. Vi har fri 2. pinsedag den 9. juni.

Fredag den 13. juni er der traditionen tro Sommertræf, hvor friskolen også deltager. Aftenen bliver helt anderledes end den plejer, men jeg kan forsikre jer for, at det nok skal blive godt. Hvad der helt præcist skal ske, løfter vi sløret for på et senere tidspunkt.

Fredag den 27. juni går vi på sommerferie indtil vi ses igen den 13. august.


Fredag i næste uge er kontoret tomt. Malene har fri og jeg er til netværksdag med lederne fra vores friskolenetværk. Skal I have fat i kontoret/mig på fredag, kan I skrive en SMS eller skrive på Viggo, så vender jeg tilbage, når det er muligt.

Ha’ en dejlig solskinsweekend,

Karoline