Kære børn og forældre
Vi går skoleårets sidste forlængede weekend i møde, så derfor får I fredagsbrevet på en torsdag. Med 15 skoledage tilbage inden sommerferien går det stærkt med at få rundet skoleåret af og komme i mål med planlægningen af næste skoleår – men heldigvis går det godt med begge dele.
8. klasserne er kommet på den anden side af deres eksaminer i enten billedkunst eller madkundskab, og endnu en gang, har de klaret det rigtig flot, så Birgitte og jeg kan ånde lettede op efter en god proces med eleverne.
I denne uge har vi haft fornøjelsen af at tage imod to nye elever, som har valgt at starte op inden sommerferien. Leander startede i 3. klasse i mandags og Lisbeth havde første dag i 5. klasse i dag.
Tirsdag var 7. og 8. klasse på besøg på Kaj Munks Præstegaard og onsdag var 0. – 6. klasse inviteret til idrætsdag på Dejbjerglund Efterskole sammen med andre skoler fra landsbyerne i Friskvind. Begge dage har efter sigende været en stor succes.
I dag har vi startet dagen med Åben Morgensang, som har stået i Grundlovens tegn eftersom det er Grundlovsdag i morgen. Det er efterhånden blevet en tradition og igen blev den forestående Grundlovsdag fejret med brunsviger fra Gaardbageren, fordi vi igen har været så heldige at få et lille tilskud til vores fejring fra organisationen Grundlovsfesten.
I næste uge er der fagdag tirsdag den 9. juni, hvor 0. – 4. klasse bl.a. tager et skridt tilbage i historien, og tager på tur til Bork Vikingehavn. Alle klasser får direkte besked fra lærerne om, hvad der skal ske på dagen.
Frikvarterer
Selvom rigtig mange ting fungerer rigtig godt, har vi lige nu fokus på at skabe rammer for at alle elever får de bedst mulige frikvarterer. Derfor har vi blandt andet indført faste tider på Hoppepuden for de enkelte klasser, så der ikke er for mange ad gangen. Vi har der ud over mange ideer i spil og får sparring fra en pædagogisk konsulent i processen. Målet er stadig at elever har frihed til at holde frikvarterer fyldt med fantasi og leg med voksenhjælp i passende doser.
Personalenyt
I fredags fik vi den kedelige meddelelse, at Mette Ø. har fået nyt arbejde efter sommerferien. Både børn og voksne kommer til at savne Mette her på skolen, men vi ønsker hende selvfølgelig alt det bedste i det nye job. I det seneste år har vi været så privilegerede at have Mette som ekstra voksen her på skolen. Efter ferien prioriterer vi i stedet 2-lærer timer i de yngste klasser.
Vi har været så heldige at Nicklas har mulighed for at dække Mettes stilling i børnehave og SFO frem til juleferien. Han skulle egentlig være stoppet til sommer, men har mulighed for at blive lidt længere, hvilket vi er rigtig glade for. Nicklas har fungeret som støttelærer på skolen og har ellers haft sin gang i SFO’en. I Nicklas’ sted har vi fastansat Claus Bülow, som har erfaring bl.a. fra klubtilbud, Ungdomsskolen og dagtilbuddet i Opsund. Claus starter op efter sommerferien.
Superkrafterne
Vi inviterer til uforpligtende morgenkaffe for alle, der kunne have interesse i at blive frivillig på Velling Friskole. Vi holder ”morgenkaffe” torsdag den 11. juni og tirsdag den 16. juni kl. 9.00 begge dage. Tilmelding til karoline@velfri.dk. Både skolen og støtteforeningen kunne bruge en ekstra hånd, så prik gerne til en, I tænker kunne være interesseret.
Sommertræf
I næste uge er der Sommertræf i Velling, og både torsdag, fredag og lørdag vil der være masser af aktiviteter. Programmet for sommertræffet findes her: https://vuif.eu/nyheder/
Fredag aften den 12. juni står i børnefamiliernes tegn, hvor der er mulighed for fællesspisning, familiebanko og børnedisko – det bliver helt sikkert et brag af en fest!
Allerede torsdag skydes Sommertræf i gang med Plæverløb:
Plæverløbet 2026 – mudder, grin og fællesskab!
Så er vi endnu engang klar med et sjovt og udfordrende Plæverløb. Den perfekte start på årets sommertræf i Velling.
Som noget nyt i år har vi lavet 2 ruter. Vi har gjort os umage med at skabe ruter, der både overrasker og underholder – uanset om du er til action, natur eller bare et godt grin.
Rute 1 er ca. 6 km og snor sig gennem det smukke landskab omkring Velling – fra skov og mark til å og fjord.
Rute 2 er lidt kortere, ca 3 km. På denne rute bliver I bestemt heller ikke snydt for vand og mudder!
Fælles for begge ruter er, at alle kan være med – det eneste krav er, at du ikke er bange for at blive beskidt. De steder, hvor vi skal krydse åen, gennem fjorden og over vejen, vil der være voksne hjælpere.
For de yngste har vi et særligt Bamseløb – en kort rute rundt i Velling, hvor det gælder om at tælle bamser undervejs.
Efter løbet er Fjordvang Efterskole vært ved kage og saft, og der er mulighed for et varmt bad, inden der er præmieoverrækkelse til de hurtigste.
Praktisk info:
Dato: Torsdag den 11. juni 2026 Opvarmning: kl. 18.15 Start: kl. 18.30 fra teltpladsen ved Velling Friskole Tilmelding: mobilpay 109485
Pris: 50 kr.
Bamseløbet starter 17.30 - det er gratis
Tag familien, naboen og løbeskoene med – vi glæder os til at se jer til årets mest mudrede løbefest!
Ha' en dejlig Grundlovsdag og weekend,
Karoline
