Kære børn og forældre

Så er sommeren også kommet til Velling, og med solskin og blå himmel er det svært ikke at komme i sommerferiestemning. Vi går sidste skoleuge i møde og både elever og lærere begynder at ane ferien rundt om hjørnet.

I tirsdags havde vi ny-klasselærerdag, som en tyvstart på de nye relationer, der skal bygges op efter sommerferien. Det er godt at snuse lidt til hverdagen på den anden side af ferien, så de elever, som skifter trin og lærere kan gå på ferie med ro i maven.

I går var skolepatruljerne i Legoland. De har været superseje både i solskin og regn og de fortjener en stor tak for indsatsen henover skoleåret.

I næste uge står den på oprydning i klasserne, så skolen er klar til en ordentlig omgang rengøring inden vi slår dørene op igen til august. I forbindelse med oprydning vil vi gerne bede jer om at kigge godt efter på bordene med glemte sager. Det der ikke er fjernet inden sommerferien ryger til genbrug. Vi har også en masse kælke liggende i en metalkasse ved værkstedet. Dem må I også meget gerne få hentet, så de kommer med hjem igen indtil den næste sne falder.

På torsdag holder vi klasselærerdag, hvor det primære formål er hygge og socialt samvær inden ferien. 

På fredag fejrer vi sommerferien med et brag af en sidste skoledag, hvor vi blandt andet tager afsked med 8. klasse. De spiser morgenmad sammen med lærerne inden vi har morgensang 8.10, hvor 8. klasses forældre også deltager. 

På programmet er også årets vigtigste fodboldkamp - nemlig 8. klasse mod lærerne - kl. ca. 9.30. Derefter er der vandkamp - husk håndklæder, skiftetøj og en plastickop, hvis man vil deltage. 

Til sidst sluttes der af med egen klasse efterfulgt af fælles afslutning og feriesang ca. 12.50. Alle elever har fri kl. 13.25.

Jeg sender skemaer og mere info ud omkring næste skoleår med næste uges fredagsbrev.

Jeg håber, I får en skøn solskinsweekend,

Karoline