Kære børn og forældre
Det har endnu en gang været en kæmpe fornøjelse at holde motionsdag igen i år. For første gang har vi haft alle børn på friskolen og i Naturhuset samlet fra de yngste vuggestuebørn til vores ældste i 8. klasse.
7. og 8. klasse var super seje til at stå for opvarmningen, med både fangelege, svingserier og løb. På ruterne var de store elever fantastiske til at tage sig af de mindre, og alle var gode til at give den max gas på løbe- og cykelruten.
Samtidig har vi haft god opbakning fra en masse frivillige til at hjælpe med det store frokostbord og ude på ruterne. Sådan en dag viser virkelig, hvad fællesskabet kan, når det fungerer allerbedst, og vi går på efterårsferie med armene over hovedet.
Torsdag aften var bestyrelse og personale samlet for at tale om vores fælles værdier og retning fremadrettet. Det er altid enormt givende at mødes på tværs af skole, børnehave, vuggestue og bestyrelse, og vi havde mange gode snakke. I forældre bliver involveret i processen til den Fælles Forældreaften den 14. januar, så husk at sætte et stort X i kalenderen, hvis I ikke allerede har gjort det.
Husk at vi starter med vinterskemaet fra mandag i uge 43. I uge 43 sender vi også 7. - 8. klasse til Købenavn sammen med Lui, Birgitte og Natasja, så vi kommer til at rokere lidt rundt på resten af lærerne i løbet af ugen for at få det hele til at gå op.
Jeg ønsker alle den dejligste efterårsferie,
Karoline
