Fredagsbrev den13. november, uge 46.

 

Kære alle.

 

Tur til Dejbjerglund for alle børnehavebørn på næste fredag. Husk tøj uden lynlåse o.lign.

Anmeldt tilsyn har vi på mandag, så der vil være en tilsynsførende i huset det meste af dagen, hun hedder Hanne og kommer mandag morgen.

Hele næste uge har vi også en praktikant, hun hedder Josephine og er Kirstines datter.

Vi holder besøgsdag 27. november for bedsteforældre og andre nære relationer, med julehygge og op-pyntning. Tidsrum er 8.30-11.30, husk at give os besked hvis gæster tager børn med hjem. Tilmelding er sat op på tavlen i Naturhuset snart. Det er ikke for vuggestuen, da vi vurderer det skaber for meget uro for børnene.

Opfølgning på procés om udeområderne i Naturhuset, se invitation fra forældrerådet og Naturhuset nederst. Meld gerne tilbage til mig i VIGGO hvis du ønsker at deltage i mødet den 24. november.

 

Næste uge:

 

Mandag: Mælkebøtter i Satelitten, Solsikker fejrer Lise og tager på tur, Larvene i gymnastiksalen, Guldsmede til fødselsdag hos Magna, afgang kl. 8.30.

Tirsdag: Guldsmede på tur, afgang kl. 8.30 og hjemme ca. kl. 12.45, Mælkebøtter og Solsikker har fællesdag med legegrupper, Larverne i legegrupper.

Onsdag: Solsikker i Satelitten, Larverne tager på tur.

Torsdag: Mælkebøtter på tur, Larverne i legegrupper.

Fredag: Fællestur for børnehaven til Dejbjerg, afgang kl. 9.00, hjemme ca. kl. 13.20.

 

Den næste tid:

 

Fredag 20. november: Fællestur for børnehaven til Dejbjerglund Efterskole. (Kl. 9-13)

Tirsdag 24. november kl. 19: Møde om legeplads-proces i Naturhuset (Se invitation)

24.-26. november: Juleværksteder.

Fredag 27. november: Besøgsdag med juleforberedelser.

Mandag 7. december: Legetøjsdag.

Torsdag 17. december: Julefrokost i Naturhuset.

19. december – 3. januar: Juleferie.

Torsdag 14. januar kl. 19: Fælles forældreaften.

Fredag 2. april: Pædagogisk dag, Naturhuset og Satelitten lukker kl. 12.30.

Torsdag 22. april: Generalforsamling.

Uge 29-30: Sommerferie

 

Invitation til informationsmøde – vær med til at forme fremtidens legeplads i Naturhuset i Velling

På vegne af Forældrerådet, ledelsen og personalet i Naturhuset i Velling samt bestyrelsen for Velling Friskole og Naturhus inviterer vi alle forældre til et informationsmøde om udviklingen af en ny legeplads i Naturhuset.

Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for både de børn, der går i Naturhuset i dag, og de børn, der kommer i fremtiden. Ambitionen er at skabe en legeplads, der ikke blot er et fantastisk sted for børnehavens børn, men også et lokalt samlingssted, hvor familier og lokalsamfund kan mødes og være aktive sammen.

Der er allerede taget vigtige skridt i arbejdet. Der er søgt midler hos fire forskellige fonde, og i samarbejde med Archplay er der udarbejdet tegninger og forslag til den kommende legeplads. En væsentlig forudsætning for fondsansøgningerne er, at legepladsen bliver offentligt tilgængelig uden for børnehavens åbningstid. Det betyder, at den også fremover skal kunne danne ramme om leg, fællesskab og møder i lokalområdet.

Vi ønsker at nedsætte et legepladsudvalg, som skal bestå af repræsentanter fra børnehavens ledelse, personalegruppen og en håndfuld forældre.

Udvalgets opgave bliver i fællesskab at arbejde videre med visionerne og planerne for legepladsen og bidrage til, at projektet bliver realiseret bedst muligt. Det indebærer blandt andet:

  • At kvalificere og drøfte forslagene til legepladsens indretning og funktioner.
  • At undersøge mulighederne for at inddrage frivillige kræfter blandt forældre og lokale.
  • At finde måder, hvorpå vi sammen kan bidrage til projektet, både gennem praktisk hjælp, fundraising og støtte til de opgaver, der kan løfte projektet økonomisk og praktisk.
  • At arbejde for, at legepladsen bliver et aktivt og attraktivt samlingssted for hele lokalområdet.

Det er vigtigt at understrege, at der af sikkerhedsmæssige årsager er opgaver i forbindelse med etableringen, som skal udføres af professionelle. Men der vil også være opgaver, hvor frivillige kræfter kan gøre en stor forskel.

Din mulighed for indflydelse

Informationsmødet er åbent for alle interesserede forældre. Her vil planerne for legepladsen, de foreløbige tanker og økonomien blive præsenteret, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål og melde sig til legepladsudvalget.

Vi ønsker at give forældregruppen en reel mulighed for at præge projektet og få indflydelse på de løsninger, der arbejdes videre med. Det kræver naturligvis, at man engagerer sig og deltager i udvalgets arbejde.

Forældre, der vælger ikke at deltage i udvalget, giver dermed plads til, at de deltagende forældre sammen med ledelse og personale får indflydelse på de valg og prioriteringer, der træffes undervejs. De løsninger og beslutninger, som udvalget arbejder sig frem til inden for projektets økonomiske og praktiske rammer, vil således danne grundlag for det videre arbejde.

Vi håber derfor, at mange vil have lyst til at engagere sig – både med idéer, perspektiver og praktiske kræfter. Det er en fælles mulighed for at sætte et positivt aftryk på Naturhuset og skabe noget, som får værdi langt ud over børnehavens hverdag.

Vi glæder os til at se jer!

Tid og sted: Tirsdag 24. november kl. 19.00-20.30 i Satelitten

 

 

 

 

God weekend fra os alle i Naturhuset.