Kære børn og forældre

Jeg håber, I har nydt sommerferien og det skønne vejr. Personligt har jeg nydt for en gangs skyld at være i Danmark hele sommeren for en gangs skyld. Vi er normalt en rejselysten familie, men får heldigvis vores trang til eventyr stillet til december, hvor vi tager en lang juleferie til Australien og Vanuatu et ørige i Oceanien .

I onsdags startede lærerne op med en dag, hvor vi både var sociale og samtidig fik mulighed for at bevæge os op i helikopterperspektiv. Det er altid godt at genbesøge de værdier skolen står på, inden vi trækker i arbejdstøjet i forhold til praktisk planlægning og forberedelse.

Torsdag forkælede bestyrelsen os med morgenmad og de fineste keramikkrus til stor glæde for alt personalet på skolen. Vi fik også sagt tillykke til Birgit og Kirsten med henholdsvis 25 og 30-års jubilæum på Velling Friskole.

Planlægningen kører på skinner og vi skal nok blive helt klar til første skoledag på onsdag den 12. august kl. 9.00, hvor vi glæder os helt vildt til at tage imod både børne og voksne. Traditionen tro starter dagen med fælles morgensang, hvor I forældre er meget velkomne. Efter et par frikvarterer og lidt tid i klasserne samles vi igen til fælles afslutning i Multihallen kl. 11.30 og dagen slutter kl. 12.00.

Som altid er opstarten fyldt af en masse praktisk info, og jeg forsøger at give jer et overblik over det vigtigste i dette fredagsbrev. Det er også altid godt at læse ”Friskolens ABC og praktiske oplysninger og generelle forhold” igennem, så man som forældre lige bliver mindet om hvordan det er med eks. mobiltelefoner, fravær, lektiepolitik, lån af friskolen, oversigt over klassearrangementer mm. Friskolens ABC

Skema

Som altid har de forskellige klasser trivselsdage frem til onsdag den 19. august, hvor det ”rigtige” skema starter op. Jeg har vedhæftet skemaerne med en oversigt over, hvilke lærere klasserne skal have i de forskellige fag.

Klasseskema 26-27.pdf

Morgensang og morgenbånd

I dette skoleår vil vi glæde os til at have morgensang alle ugens dage. Der vil være fortælling mandag, onsdag og torsdag og fredag vil der som altid være elevdemokrati efter morgensang. 

Som noget nyt har hele skolen tjanser om tirsdagen, hvor vi skal hjælpe hinanden med at rydde op og gøre rent både ude og inde. Tidligere har tjanserne ligget i valgfagstiden for 5. – 8. klasse, men vi tror på, det er nyttigt at hele skolen er med til at tage ansvar for vores fællesområder.

Valgfag og spotkurser for 5. – 8. klasse

5. – 8. klasse kommer til at have valgfag i to perioder og de resterende perioder, har de fri 12.25 om fredagen. Første valgfagsperiode løber fra uge 34 – 43 og den anden periode fra uge 1 – 10.

I de perioder, hvor der ikke er valgfag, lægger vi spotkurser ift. eks. læse/stave-vanskeligheder for udvalgte elever, som er motiverede for at bruge den ekstra tid i skolen. Klasselærerne går i dialog med forældrene til elever, der kunne have gavn dette tilbud i løbet af sensommeren.

Lektiecafé

Om torsdagen er der nogle klasser, der er for gamle til SFO, der vil have fri torsdag kl. 12.25 i enten sommer eller vinterperioden. De elever, der skal vente en time på bussen, bliver tilbudt en form for lektiecafé, hvor man kan læse, læse lektier eller spille spil. Det er frivillige, som hjælper til i caféen, og de mødes hver torsdag kl. 12.30 i Lille Mediatek.

Sko

Velling Friskole er som udgangspunkt en skofri skole, men som noget nyt laver vi et forsøg med 5. – 8. klasse, hvor de må have deres udendørs sandaler/Birkenstok på indenfor i sommerperioden, hvis de er rene. Der er ingen sko i gymnastiksalen eller Multihallen med undtagelse af indendørs idrætssko i idrætstimerne.

0. – 4. klasse skal stadig tage deres sko af i aulaen og stille dem på plads på skohylderne, inden de går til time.

Frikvarterer

Vi brugte en del krudt på at snakke om rammer og forventninger for gode frikvarterer hen over foråret. Vi synes generelt, vi har nogle ret fantastiske børn, som er gode til at lege og være sammen i frikvarterne. Vi har bl.a. drøftet gårdvagtsrollen, lavet en turnusordning på hoppepuden og nu kigger vi på, hvordan vi får skabt endnu bedre rammer for de ældste elever. Vi har masser af ideer og drømme, som inviterer eleverne med til at kigge på i løbet af skoleåret.

Birgit og Tine har taget téten i forhold til at etablere legepatruljer, hvor frivillige elever fra 5. – 8. klasse tager initiativ til og leger med de yngre elever. I kommer til at høre mere om det på et senere tidspunkt.

Vigtige datoer august/september

12.08.                Første skoledag

19.08.                Første skemadag

04.09.                Åben Morgensang. Dette er Kirstens sidste dag, hvor vi sammen tager afsked og fejrer hendes tid på skolen. 

07.09.                Forældremøde 0. – 1. klasse kl. 19.00

Uge 39               Naturfagsfestival for hele skolen

17.09.                Forældremøde i børnehaven

26.09.                Familiedag

29.09.                Forældremøde 2. – 4. klasse kl. 19.00

Datoer for resten af forældremøderne er på vej

 

Jeg vil stoppe strømmen af praktisk info – der kommer mere i næste uge – og runde af med at ønske alle en fantastisk weekend. Jeg glæder mig helt vildt til at tage imod både elever og forældre på onsdag,

Karoline