Fredagsbrev den 21. februar, uge 8.
Kære alle.
Først og fremmest en kæmpe tak til alle jer som deltog i det fælles forældremøde i går, det er fantastisk at mærke og se opbakningen til sådan et arrangement. Jeg var med til at facilitere snakken i fællesskabsrummet, og der kom mange gode iagttagelser. Et af formålene med aftenen er at bygge bro mellem Naturhuset og friskolen, og at man som forældre kan mødes på tværs af huse og årgange. En ret god erfaring som blev givet videre fra nogle af dem som har været forældre i mange år, er at de arrangementer man får afholdt i klasserne, med både børn og forældre, er ret afgørende for følelsen af et tilhørsforhold til en gruppe. Det gælder både for børn og voksne, og her kan forældrene virkelig være stærke rollemodeller. Hvis børnene ser deres far og mor være en del af en flok, så er en god vej banet. Det kan have en tendens til ikke at blive prioriteret så meget når ens børn når op i de ældre klasser, men det var en klar opfordring fra et par erfarne fædre i går, at det virkelig er godt givet ud. Fællesskaberne er ikke noget som automatisk bare er der og fungerer for alle, det er noget der skal puttes energi og arbejde i.
Det er noget vi prøver meget aktivt at have et konstant fokus på i børnehaven. At være sammen med andre mennesker i mange timer hver dag er jo en udfordring for de fleste, og det gælder naturligvis også børnene. Derfor er det også vigtigt at man får nogle erfaringer med at regulere sig selv i løbet af dagen, basalt set at bringe sit nervesystem i balance. På vores sidste personalemøde gav jeg mine kollegaer en lille opgave, det der hedder en vikleplade, en meget enkel måde at lave et mønster med bomuldsgarn på en mdf-plade 10 x 10 cm. Hver gang man havde viklet et par omgange, sendte man den videre til sin nabo. Idéen er at man skal kunne gøre det mens man har sit fokus på at deltage aktivt i mødet, det der kaldes overskuds-opmærksomhed. Det sansemotoriske i at lave syslerier giver for mange en ro i tanker og krop, som gør det er lettere at have sit fokus ét sted. På flere skoler har man eksperimenteret med det, og med positive resultater. Mange af jer kender det selv, det kan være at lave noget i værkstedet, lave mad, strikke, snitte, tegne, dreje træ eller ler, alt hvad der på en eller anden måde er håndværk eller håndarbejde. Det kaldes craft-psykologi, og hvis I vil læse mere om det, eller blive inspireret, så kan jeg anbefale at tjekke Anne Kirketerp, jeg var på en workshop med hende for noget tid siden. Alt dette for blot at sige at vi prøver at skabe flere rum for det i hverdagen i børnehaven, og det er også at bygge lego, lave perleplader, puslespil, save og hugge brænde etc.
Vi har været hårdt ramt af sygdom blandt personalet i denne uge, og især har der været tryk på i Satelitten. Vi er så heldige at vi har et helt vildt fantastisk personale, som lige skifter op i næste gear og får det hele til at hænge sammen alligevel. En kæmpe tak til dem alle, de yder en super indsats. Og så er vi i gang med at lave planer for hvordan personalet skal fordeles mellem Satelitten og Naturhuset, og med nye folk i huset. Mere om det i næste uge.
Og her i fag fik jeg en dejlig nyhed. I efteråret søgte jeg Nordea fonden for penge til et madpakkehus, så vi kan sidde ”ude” hele året rundt og spise måltider. Vi har fået en ret pænt beløb, så nu går de næste skridt i processen i gang, så vi forhåbentligt kan sætte gang i byggeriet i år, og gerne så vi kan bruge det næste vinter. Idéen er et træhus og det ypperste vil være at lave en masseovn, så vi nemt kan fyre op og holde varmen mens vi sidder i læ. Det bliver spændende, og sammen med bestyrelsen finder vi ud af hvordan det kommer til at løbe af stablen.
Den næste uge:
Mandag: Mad-dag. Louise og Anne Mette står for at lav mad til alle, så det er ikke nødvendigt med store madpakker. Og vi skal fejre Johannes´ fødselsdag.
Tirsdag: Solsikker fejrer fødselsdag for Lauge
Onsdag: Guldsmede på tur ud i det blå.
Torsdag: Mælkebøtter besøger Libbys hvalpe.
Den næste tid:
Søndag 23. februar: Fastelavn på Velling Friskole kl. 14.00-16.00
Mandag 3. marts: Fastelavn i Naturhuset
Onsdag 23. april: Generalforsamling og valg til bestyrelsen. Begynd gerne allerede nu at overveje om du har lyst at stille op til valget, eller du gerne vil opfordre en anden til det. Det er ret vigtigt at vi har en forælder fra børnehaven i bestyrelsen også. Mere info følger senere.
Fredag 22. august. Pædagogisk dag for Naturhuset og friskolen. Børnehaven lukker 12.30 denne dag og der er ikke åbent i Satelitten.
Med ønske om en god weekend til jer alle.