Elevdemokrati på Velling Friskole
På Velling Friskole udmønter elevdemokratiet sig i, at elevrådet og et ugentligt fælles elevmøde er en del af vores skoles demokratiske opbygning. Elevrådet er valgt som klasserepræsentanter fra alle klasser og skal samarbejde med skolens ledelse, lærere og bestyrelse om børnenes interesser i forhold til deres hverdag og skolens beslutninger.
Formandsskabet for elevrådet varetages af repræsentanterne fra 8. klasse. De er tillige ordstyrer på både elevmøderne og elevrådets interne møder.
Elevrådet behandler de spørgsmål og ønsker, der måtte opstå i klasserne og ved fællesmøderne, og det er op til elevrådet at afgøre hvilke af disse ønsker ellever spørgsmål, der skal diskuteres på elevmødet.
Der udfærdiges en dagsorden til hvert elevmøde og der tages referat af en ansvarlig lærer. Referatet tages med ud i klasserne og gennemgås i trivselstimerne. Når eleverne ønsker ændringer af den ene eller anden art, tages punktet med på lærer- eller bestyrelsesmøde. I sidste ende er det de voksne, der tager beslutningen med den begrundelse, at det er lærerne og ledelsen, der har ansvaret for børnenes hverdag på skolen.
På Velling Friskole mener vi, at det er vigtigt at træne børnene i at engagere sig i det samfund, de lever i på en ”børnevenlig” måde, så børnene af den vej mærker, at de har indflydelse på skolelivet og et vigtigt medansvar for deres egen hverdag.
I skoleåret 24/25 er Sussie og Troels de ansvarlige lærere for Elevdemokrati og Elevråd på Velling Friskole.