Kære elever og forældre

Det er ganske vist – foråret er kommet til Velling Friskole. Et sikkert forårstegn er nemlig at idrætstimerne er rykket udenfor og at eleverne begynder at plage om at spille rundbold, fordi det er solskin. Andre forårstegn er den forestående generalforsamling på onsdag kl. 19.30 og den summen der er omkring forårsfesten og de sange og roller, som følger med.

Det var skønt at komme skole efter påskeferien til blandt andet nyvaskede vinduer og udeområder, som står skarpt. 1000 tak for indsatsen. På søndag har vi arbejdsdag igen, hvor der er andre opgaver på programmet. Vi glæder os især til at de gynger og vipper, som blev købt for VUIFs jubilæumsgave, forhåbentlig kan tages i brug på mandag.

Ud over at nyde det godt vejr i weekend, må I gerne kigge efter nogle små bæster, som måske også har fået forårsfornemmelser. Der er nemlig lus på skolen igen, så en kæmning i løbet af weekend, vil være en god ide.

Jeg slutter af med en invitation til filmfremvisning på Velling Friskole den 22. april, hvor Velling Lokalråd viser kortfilmen ”Kunsten at falde”, som er optaget i Kloster og Velling. Filmen vises i morgensangslokalet kl. 14.30, kl. 15.30 og kl. 17.00 og både instruktør og filmkomponist vil være til stede. Det koster 40. kr. og der kan købes kaffe og kage til arrangementet.

I ønskes en dejlig solskinsweekend,

Karoline