Kære børn og forældre

Det var en fest at komme i skole i mandags efter at legepladsen har fået en lille opgradering til arbejdsdagen i søndags. 1000 tak for indsatsen. Vi har været så heldige, at vejret har passet perfekt i denne uge til at indtage nye gynger, vipper mm.

Også tak for en god generalforsamling, og for jeres tålmodighed med de mange valghandlinger i denne omgang. Vi skulle både have valgt en bestyrelse til Støtteforeningen og til både skole- og forældrekreds i Velling Friskoles bestyrelse, så der var en del stemmesedler at komme igennem, men så var der heldigvis mulighed for en god snak undervejs.

Heldigvis var der stor interesse for at bidrage til begge bestyrelser, og vi er glade for have en bestyrelse til Støtteforeningen, så vi forhåbentlig kan få den på skinner igen.

Støtteforeningens bestyrelse består af:

Maria Ludvigsen

Malene Nielsen

Peter Frederiksen

Lars Visgaard

Bestyrelsen for Velling Friskole og Naturhuset består fremadrettet af:

Anita Gohr

Ole Green genvalgt

Thomas Bjørnsgaard

Mitzie Hedevang genvalgt

Daisy Imhof

Kathrine Nygaard træder i sin rolle som suppleant ind for Jacob Christensen, som har ønsket at træde ud

Johanne Heinesen nyvalgt

Bestyrelsen mødes første gang i næste uge og konstituerer sig, og derefter hører I helt sikkert mere fra dem.

Min beretning kommer i slutningen af dette fredagsbrev, hvis nogen skulle have lyst til at læse den.

Forårsfest

I næste uge starter vi op torsdag d. 27. april med at øve til årets store musical.

Stykket hedder ”I Christen Kolds fodspor.”
Christen Kold blev sammen med Grundtvig grundlægger af den danske højskole og friskolebevægelse.
I løbet af vores forestilling skal vi på fodrejse med Kold rundt til nogle af de steder, hvor han har
været i Danmark. Det bliver så spændende og forhåbentlig også sjovt og lærerigt.
Vi har 4 øvedage, en dag med generalprøve og så er der forestilling torsdag d. 4. maj.
Kl. 10.00 og igen kl. 19.00.
Efter aftenforestillingen er der fest, dans og varme hveder.

Det vil være rigtig dejligt, hvis man kan undgå tandlægetider og lign. i øvedagene.

Børnenes sluttider er ændrede i øvedagene. I får dem her:

Torsdag d. 27. april:
12.30: 0. – 2.klasse har fri

13.25: 3. – 8. klasse har fri

Fredag d. 28. april:
12.30: 0. – 4. klasse har fri
13.25: 5. – 8. klasse har fri

Mandag d. 1. maj:
12.30: 0. – 2. klasse har fri
13.25: 3. – 4. klasse har fri
14.40: 5. – 8. klasse har fri

Tirsdag d. 2. maj:
12.30: 0. – 2. klasse har fri
14.40: 3. – 8. klasse har fri

Onsdag d. 3. maj:
Generalprøve kl. 10.00

12.30: 0. – 2. klasse har fri
13.25: 3. – 8. klasse har fri

Torsdag d. 4. maj:
Kl. 10.00: Forestilling for bedsteforældre og andre interesserede

12.30: 0. – 4. klasse har fri
13.25: 5. – 8. klases har fri

Alle møder igen senest kl. 18.15.
Kl. 19.00: Forestilling for forældre, søskende og gamle elever

Lidt praktisk

  • Solen skinner og det er skønt. Vi elsker at være udenfor, så derfor kan solcreme være en god ide inden man tager hjemmefra.
  • Vi mangler nøglen til stortrampolinerne. Den er forsvundet fra sin faste plads i løbet af forrige weekend. Hvis nogen finder den i en jakkelomme, vil vi meget gerne have den tilbage!
  • Hvis I vil have ekstra glade buschauffører, så minder I jeres børn om, at de gerne må huske buskort og at de skal huske at vise dem, når de går ind i bussen. Chaufførerne har lovet at bære over med, at man glemmer en gang eller to. Har man mistet sit buskort, kan Malene bestille et nyt kontor@velfri.dk

I ønskes en dejlig weekend,

Karoline

 

Skolelederens beretning til generalforsamlingen på Velling Friskole d. 19.04.2023

På generalforsamlingen sidste år sluttede jeg af med at citere Peters beretning fra 2021; ”Fremtiden er lys og inden længe vil der igen herske ro på den lille fantastiske friskole i Vestjylland.” Som I nok husker, var den efterfølgende periode ikke kendetegnet af ro: I stedet sørgede blandt andet lederskifte og corona for alt mulig andet end ro, og det har taget sin tid at lande solidt igen.

Da Pernille og jeg i sidste uge kort talte om vores beretninger til dette års generalforsamling, nævnte hun, at det faktisk havde været lidt af et ”leverpostejsår” i positiv forstand, og jeg kan kun give hende ret i, at vi har genfundet rytmen og roen.

Ikke at man nogensinde keder sig hverken på friskolen eller i børnehaven. Når hverdagen først buldrer løs, har vi som altid 10.000 ting at gøre og 10.000 vi gerne vil. Men I år har der ikke været store udefrakommende begivenheder, som har splittet hverdagen og de gode intentioner ad.

Det skulle da lige være en krig i Ukraine, som har medført en masse usikkerhed omkring forbrugsudgifter blandt andet på grund af det gamle gasfyr i pedelrummet. En usikkerhed som efterfølgende har givet en masse økonomiske hovedbrud i bestyrelsesrummet.

Og så var der også en barsel som skulle dækkes, samt en nyansættelse i Marias stilling, som kun varede 5 måneder, og medførte til at skolelederen måtte lægge det meste af sin tid i 7. klasse i et par måneder indtil vi heldigvis ansatte Natasja Degnbol, som startede 1. marts.

Med uldtrøjer og ekstra sokker fik vi navigeret igennem gaskrisen, og er endda kommet igennem 2022 med et overskud, som efter omstændighederne er helt fint. Vi har også være heldige at finde gode folk til de ledige lærerstillinger og nyder godt af fleksibiliteten hos Kian og Birgitte P, som dækker Sussies barselsvikariat samt af Natasjas kompetencer og gå-på-mod, så også på personalefronten hersker der igen ro.

Ro giver plads til udvikling, og vi er i fuld færd med at kigge fremad både i bestyrelsen og i lærergruppen. Til vores velbesøgte forældreaften i januar tog vi et dyk ned i værdierne og fundamentet for Velling Friskole og den grundtvig-koldske tankegang sammen med jer.

Det er vigtigt for os at have fødderne solidt plantet i værdierne, så de kan hjælpe os med at navigere i alt det fremtiden bringer og når der skal tænkes nyt.

Til næste år sætter vi endnu mere blus under fællesskabet blandt eleverne på kryds og tværs af skolen, og vi kommer til at pille lidt ved årshjulet med udgangspunkt i at sprede arrangementerne mere ud over et skoleår og skabe fællesskabende aktiviteter, som kan understøtte den brede, skæve og til tider skøre faglighed, som kendetegner vores skole. Der spirer en masse små frø i form af ideer og tiltag på skolen – nogle frø får lov til at gro, mens andre må vente. ”Vi vil i Velling” og kunsten er ikke at ville det hele på en gang!

Alt dette kommer I til at høre meget mere om, når det nye skoleår nærmer sig.

Det seneste år har vi blandt andet haft forårsfest, emneuger, fagdage, motionsløb, juleværksteder, Gnillev, gymnastikopvisning, men ud over det ”sædvanlige”, har vi blandet andet:

  • Været på landsmøde – vi tager afsted igen i år med stor repræsentation fra både skole og børnehave. Samarbejdet mellem de to huse og kendskabet til hinanden i personalegruppen vokser, hvilket er til stor glæde for os alle.
  • Ryddet op omkring vores nyindkøbte Bruns Hus, og begyndt at tænke tanker om brugen fremover.
  • Etableret et fodgængerfelt fået startet vores skønne skolepatruljer.
  • Haft fokus på sproget i starten af skoleåret: ”Det du vander, vokser”. Eleverne taler relativt pænt, når vi er til stede, men når de er alene, er historien en anden, så det er et fokus, som ikke forsvinder.
  • 8. klasse har fortalt til fortællerfestival på Nr. Vosborg – fortællingens Roskildefestival
  • Holdt 30- års jubilæum for skolen.
  • Sagt farvel til det gamle flygel og fået et nyt klaver i jubilæumsgave
  • Indført ”bånd” og har blandt andet gjort brug af frivillige som ”læsemakker”
  • Fået ny hjemmeside så man har samme indgang til skolen og børnehaven
  • Indledt samarbejde med Fjordvang og Højskolen fredagsbar, sang i Kirken m. Højskolen + frivillige i bedsteforældrealderen, som gerne vil hjælpe med det praktiske og med at etablere skolehaver sammen med Vores Verden

Vi holder af hverdagen og den rytme og ro, den bringer med sig. Men vi holder også af hverdagen, fordi den giver plads til alt det fantastiske, som er med til at skabe de fællesskaber, som er så værdifulde for os alle på Velling Friskole og for samfundet generelt.

Jer, som kender friskolen, ved godt, at vi konstant italesætter vigtigheden af det forpligtende fællesskab og at vi sammensætter en skoledag, hvor fællesskaberne kommer i spil, fordi vi tænker at noget af det vigtigste vi kan give eleverne med herfra er evnen til at kunne begå sig i et fællesskab.

Det er i fællesskabet med andre, at man lærer sig selv at kende fordi i fællesskabet har man nogen at spejle sig i.

Det er i fællesskabet, at man lærer, at alting ikke altid går ens vej. Man lærer hvornår man skal kæmpe sin ret og hvornår man vælger sine kampe med omhu.

I fællesskabet møder man en gang imellem begrænsninger, som til tider kan være irriterende og frustrerende for den enkelte – det kender vi vel alle fra vores arbejds- og familiefællesskaber-, men nogle gange kan begrænsninger faktisk være sundt. Jeg har lige læst en klumme, hvor der bliver leget med begrebet ”begrænsningsduelighed”:

Begrænsningsduelighed handler ikke om begrænset ytrings- eller personlig frihed. Det handler eksempelvis om accepten af at skulle lytte frem for at tale i nogle situationer – ellers fungerer undervisningsfællesskabet ikke.

Det handler om at skulle gå med på en leg, selvom man ikke fik den rolle man havde tænkt sig – ellers fungerer fællesskabet i legen ikke.

Det handler om at deltage i aftensmåltidet selvom ens livret ikke er på menuen – ellers fungerer familiefællesskabet ikke.

Forpligtende fællesskaber handler om at give og om at få noget igen, og jeg håber at både I og jeres børn føler der er plus på den konto. Det gør jeg i hvert fald! At være skoleleder på Velling Friskole rækker ofte ud over et 8-16 arbejde, men det er det hele værd og giver mig så meget igen. Hvis I ikke har opdaget det, er jeg ret pjattet med den her skole og med jeres børn!

I år har jeg fået lov til at opleve Velling Friskole for fuld udblæsning uden restriktioner. Jo bedre jeg lærer Velling Friskole at kende, jo mere bevidst bliver jeg om, at vi har et helt særligt sted her, som vi skal værne om. Her kan stort set alting lade sig gøre. Her hilser alle på hinanden. Her er tid og plads til en snak og en hel masse grin. Her interesserer vi os for hinanden. Her vil vi hinanden og ikke mindst børnene det allerbedste.

”Man siger aldrig nej, når VF spørger” har jeg en gang hørt en forælder sige. Og det er lige præcis det engagement fra personale og forældre, der skaber sådan et unikt sted som vores friskole.

Vi kan ikke undvære jer forældre og de frivillige, der er omkring skolen, og vi er dybt taknemmelige hver gang forældrene har knoklet til en arbejdsdag, når Visti eller Boi har taget sig tid til at køre bussen eller når Betty igen har sørget for blomster og planter på skolen. Tak fordi I sjældent siger ”nej” og fordi I altid bakker op. Der skal også lyde en kæmpe tak til bestyrelsen, for et godt samarbejde i året løb og for en masse gode bestyrelsesmøder, som er alt andet end kedelige. I gør et fantastisk stykke arbejde!

Nu kigger vi snart ind i et nyt skoleår, og fremtiden tegner stadig lys for Velling Friskole. Vi har fundet ro til fællesskabet og til at tænke nyt.

Tak for et skønt år – jeg glæder mig til at se hvad næste år bringer!