Kære børn og forældre

Første og fremmest en stor tak for sidst. Ovenpå en fantastisk forårsfest er vi ved at være landet igen. Det var endnu engang en kæmpe oplevelse at være en del af forårsfesten og forestillingen. Eleverne gjorde det rigtig godt og jeg har indtryk af, at publikum også nød forestillingen og den nye måde den var sat op på. Vi piller ved årshjulet til næste år for at skabe lidt mere ro hen over foråret, hvor der sker en helt masse. Vi regner med at Forårsfesten bliver erstattet med en Løvfaldsfest i november måned, så om et halvt års tid kan vi forhåbentlig gentage succesen. I hører selvfølgelig nærmere, når planerne er helt på plads.

I tirsdags forsøgte vi os med formiddagskaffe og et møde med interesserede frivillige, som kunne have lyst til at at give en praktisk hånd med både ude og inde eller i undervisningen som læsemakker mm., når det giver mening. Der var over 20 fremmødte, som gerne vi hjælpe til. Det var helt overvældende, og vi håber at vores ”frivilligbank” kan blive en succes. Vi har et kaffemøde mere den 13. juni kl. 9.00, og så samler vi op igen til august.

En af de første opgaver for vores praktiske frivillige, bliver at passe elevernes skolehaver hen over sommerferien. Vores Verden er i fuld gang med at fylde plantekasser og bearbejde jorden, så de kan blive klar til at plante og så. Der bliver både køkkenhave og vilde blomster og det bliver spændende at følge deres projekt de næste måneder.

Fortælling

Vi er nu gået i gang med den sidste omgang fortælling inden sommerferien.
0. – 4. klasse har jo om Vikingetiden i Udeskole. Derfor hører de også om Vikingetiden i fortælling.
De får en historien om vikingedrengen Torkel.

5. – 6. klasse skal høre om forskellige personer og historiske begivenheder fra Middelalderen.

Stjerne for en aften og Fælles kor for alle
Fra torsdag d. 8. juni til søndag d. 11. juni er der sommertræf i Velling.
Det er VUIF, der arrangerer, og der er allerede et flot program, som man kan se på VUIF´s  hjemmeside.
Det hænger også i skolens aula.

Fredag aften d. 9. juni er der igen ”Stjerne for en aften” i det store telt.
Her vil alle skolens klasser stille med hvert sit klasseband. Jeg øver med alle klasser i skoletiden, og vil
også bruge lidt frikvarterer, så alle bliver helt klar.
Det er selvfølgelig frivilligt at deltage, men jeg håber, at mange af jeres børn vil være med i dette fælles ”klasseprojekt”.
Det plejer at være en festlig aften.

Samme aften bliver der også mulighed for at alle (børn, forældre, bedsteforældre, naboer og venner)
kan deltage i et stort fælles kor. Jeg vil lede koret og Karoline, Esben og Niels Bjerg vil spille til.
Der bliver 3 øvegange: Tirsdag d. 23. maj, tirsdag d. 30. maj og tirsdag d. 6. juni.
Alle gange fra 17 – 18 i Morgensangslokalet. Jeg håber, at rigtig mange af jer har lyst og mulighed for at deltage.

Hilsen Kirsten

Lus

Desværre er lusene også glade for Velling Friskole, og dukker op af og til, så her er endnu en appel til at kæmme jeres børn hen over weekenden, så vi forhåbentlig snart kan komme dem til livs.

På søndag skal vores 7. klasse konfirmeres i Velling Kirke. Jeg håber, I og jeres familier får den dejligste dag.

God weekend,

Karoline