Kære børn og forældre

Dagen er startet med endnu en skøn morgenstund. Vi har haft morgensang for fuld musik, for vi har øvet fællessange til Børnenes Aften i aften, og har været beriget med både klaver, trommer og guitar til sangene.

Fredag står den også på elevdemokrati, og klasserne har haft til opgave at tale om det der går godt, og det de kan gøre bedre. Det er ret imponerende, når elevrådsrepræsentanter fra alle årgange tør at rejse sig op og dele deres klassers fokuspunkter med resten af skolen. Det er et vigtigt skridt på vejen i forhold til at lære at tage byde ind og tage ansvar for fællesskabet. Både når det gælder vores egen skole, men også på børnenes vej til at blive aktive borgere i et demokratisk samfund.

Det at lære at byde ind og være en aktiv del af fællesskabet er ikke nogen selvfølge, og derfor er det fantastisk, at vi har en masse engagerede mennesker i VUIF, der viser vejen hver eneste år, når der er Sommertræf. Tak til jer for at skabe gode oplevelser for børn og voksne og for at lave både Plæverløb og en kæmpe børnefest i aften – den er der rigtig mange, som glæder sig til!

Frem til sommerferien overtager 7. og 8. klasse fortællingen efter morgensang. Det er ikke noget, man bare lige gør, og det kræver virkelig mod og overskud at stille sig op og fortælle for andre. De knokler og øver, og skal nok levere gode fortællinger på trods af sommerfugle i maven. Lige nu har vi også eksamen for billedkunst- og madkundskabsholdene, og her kommer deres erfaring fra projektugerne i at kunne stå foran andre og levere et velforberedt oplæg virkelig til sin ret i den mundtlige/teoretiske del af prøven, og vi tænker, de får en rigtig god ballast med sig videre i 9. klasse og på ungdomsuddannelserne.

Der er kun to uger tilbage til sommerferien og traditionen tro, kan vi godt mærke, at børnene er ved at trænge til ferie. Der sker rigtig mange ting i både skole og fritid og mange børn er mentalt ved at gå på sommerferie. Vi er dog ikke helt klar til at slippe tøjlerne endnu, og insisterer stadig på at lave undervisning og at mobilregler mm. stadig er gældende, så mind gerne jeres børn om, at sommerferien ikke er startet endnu.

Vigtige datoer de næste par måneder:

Tirsdag den 17. juni: Ny-klasselærerdag. De elever, som skifter klasselærer, er sammen med deres nye lærer om formiddagen fra 9-11. De elever, der ikke skal skifte lærere, har timer som normalt.

Torsdag den 26. juni: Klasselærerdag. På klasselærerdagen hygger eleverne med deres nuværende klasselærer. Dagen slutter 13.25 med mindre I får en anden besked af klasselæreren.

Fredag den 27. juni: Sidste skoledag. Vi følger traditionerne med Morgensang i gymnastiksalen dedikeret til 8. klasse, fodboldkamp, vandkamp, afslutning både i klasserne og fælles. Eleverne har fri kl. 13.25 den dag.

Onsdag den 13. august: Første skoledag. Vi starter skoleåret med fest og farver fra 9-12. Husk at I forældre også er meget velkomne!

Fredag den 22. august: Pædagogisk eftermiddag for skole og børnehave. Alt personale i skole, børnehave og SFO har fælles pædagogisk eftermiddag, og derfor slutter vi alle sammen kl. 12.30.

Ha' en dejlig weekend og et godt sommertræf,

Karoline


Konfirmandindskrivning

Konfirmation betyder bekræftelse. Engang var det vist nok en udbredt opfattelse, at de unge mennesker i forbindelse med konfirmationen bekræftede deres dåbstro. Men det forholder sig faktisk lige modsat. Det er Gud, der bekræfter det dåbsløfte, han giver ved døbefonten, hver gang vi fejrer dåb. Det lyder: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”

Konfirmation er en alvorlig sag, som kræver forberedelse.

Der er OBLIGATORISK konfirmandindskrivning for alle kommende konfirmander 2026 i følgeskab med minimum et stk. forælder. Det foregår i forbindelse med gudstjenesten i Velling kirke

            søndag den 31. august kl. 10.30

Der afholdes traditionen tro konfirmationsgudstjeneste 2. søndag i maj = 10. maj 2026.

Jeg kan kontaktes på mail: vrl@km.dk eller telefon: 97 32 16 18 tirsdag-lørdag ml. kl. 9-19 .

               Alle gode hilsener fra Vivan

                    Sognepræst i Velling


Musikskolekoncert
Kære alle
Husk at der er musikskolekoncert med mange af skolens elever på mandag den 16. juni kl. 18.30.
Jeg glæder mig :
Mange hilsner fra Kirsten