Kære børn og forældre
Sommerferien går på hæld og på onsdag skyder vi et nyt skoleår i gang. Jeg håber, I har nydt ferien og en hverdag fri fra vækkeure, madpakker, skoleskemaer og fredagsbreve (Dette fredagsbrev bliver i øvrigt utrolig langt, så tank op i kaffekoppen og læn jer godt tilbage).
Som alle andre elsker jeg også at holde ferie, men jeg kan også godt mærke at efter godt fire ugers ferie, så trænger både min familie og jeg til stille og roligt at komme i gang med hverdagen igen. Jeg har for en gangs skyld tilbragt hele min ferie i Danmark. Den første del af ferien gik med at få gjort min ældste datter, klar til et års udveksling i Australien og ellers har vi sejlet den vestlige del af Limfjorden tynd, når vejret har været til det.
Det var et ekstremt travlt forår for mit vedkommende og jeg ser frem til et skoleår, hvor der forhåbentlig er lidt mere ro på. Den 1. august startede Michael Kirkegaard op som leder i Naturhuset og Satellitten. Michael er allerede kommet rigtig godt i gang, og både personalet og jeg er glade for, at der igen er en leder til børnehave og SFO og jeg er sikker på, at vi får et fantastisk samarbejde. Birgitte Kallesøe har fungeret som souschef/stedfortræder gennem mange år på friskolen, men som noget nyt får Birgitte også nogle timer, som er øremærket til ledelse. På den måde får vi forhåbentlig lidt ro og overskud til udvikling af både skole og børnehave. Vi er allerede i gang med at kigge på de fysiske rammer i begge huse ligesom vi på skolen har flere fokusområder, vi gerne vil endnu mere i dybden med, så udviklingen er lige så stille i gang.
Lærerne startede op i onsdags, hvor vi var på kursus i teknologiforståelse og kunstig intelligens. Det var vist en øjenåbner for os alle, og det var både spændende og tankevækkende at lære mere om, hvordan AI allerede påvirker og kan komme til at påvirke vores hverdag på godt og ondt. I dag blev vi forkælet med den lækreste morgenmad af bestyrelsen, og både energiniveauet og stemningen er høj. Vi har også sagt velkommen til Signe Stagis, som er vores nye kollega og klasselærer for 5. klasse og sagt tillykke til Tine, som har 25-års jubilæum på Velling Friskole. Nu glæder vi os bare til at se alle vores skønne elever på onsdag.
Første skoledag og første skoleuge
Først skal skoleåret skydes i gang med et brag af en fest på onsdag. Vi glæder os til at se alle vores elever samt så mange forældre som muligt. Vi starter kl. 9.00 med at hilse ved indgangen og derefter er der fælles morgensang og præsentation af elever og personale. Efter tid ude i de enkelte klasser er der fælles afslutning kl. 11.30. Der er kaffe på kanden til alle forældre i løbet af skoledagen.
Dagen slutter kl. 12.00, hvorefter Satellitten står klar til at tage imod elever fra 0. – 3. klasse.
Den første uge er trivselsuge, og vi starter først med det ”rigtige” skema onsdag den 21. august. Klasselærerne skriver selv ud med info omkring indhold og mødetider til de forskellige klasser.
Jeg vedhæfter skemaer og en opdateret årskalender for nemheds skyld. Datoer for efterårets forældremøder kommer snarest og ellers håber jeg, I allerede har et stort X i kalenderen til Familiedagen lørdag den 21. september, hvor både forældre og søskende er inviteret med i skole.
Kalender for VF 2024-2025 (efterår)_1.pdf
Kalender for VF 2024-2025 (forår)_0.pdf
Post Danmark rundt
Den 15. august kører cykelløbet Post Danmark Rundt fra lige igennem Velling på deres vej fra Ringkøbing til Vejle. Så vidt vi kan se, vil der være spærret af for busser og biler i Velling fra ca. 12.00 – 12.45. Til gengæld tænker vi, at alle elever får en på opleveren ved at agere publikum og heppekor, for selvfølgelig skal vi se cykelløbet, når det stryger lige forbi vores skole.
Buskort
Med hensyn til buskort, så skal I, som tidligere skrevet, huske at gemme dem. Vi søger for at forlænge gyldigheden endnu et skoleår, men ligesom sidste år skal I selv aktivere dem efter 1. august og inden den 30. august. Det gør I ved at tjekke ind og ud på eks. banegården eller i en bus fra Midttrafik. Det er noget bøvl – det ved vi godt – men til gengæld får man gratis buskørsel endnu et skoleår. O. klasse, nye elever samt de elever, som har bestilt nyt buskort, får buskortene udleveret første skoledag.
Den nye sangbog
Friskoleforeningen er ved at lægge hånd på en ny sangbog, og derfor køber vi ikke nye sangbøger til 0. klasse i år. Mange sangbøger hænger i forvejen i laser, og vi bruger efteråret på at finde ud af, hvad vi gør, når den nye sangbog kommer. Under alle omstændigheder skal vi nok sørge for at få sunget en hel masse hvad enten det bliver fra sangbog eller fra skærm.
Regelryttere?
Vi har få regler på Velling Friskole, og de regler vi har er nøje udvalgte og talt igennem. De er der, fordi det på en eller anden måde giver mening for vores elever og vores hverdag. Vi løber for eksempel ikke på gangene, fordi det kan give nogle grimme sammenstød og skolen er skofri af bl.a. rengøringshensyn. Det er regler, de fleste synes er logiske nok, selvom det ikke er altid, man husker dem.
Brugen af mobiltelefoner er konstant omdiskuteret. Vi havde en proces omkring brugen af mobiltelefoner forrige skoleår med både elevdemokrati og bestyrelsen. Vores daværende mobilpolitik gælder stadig, og vi strammer op på den fra skoleårets start, så måske betyder det flere beskeder i nogle forældres indbakker:
Mobilregler
- Mobilen lægges væk inden man kommer ind på skolen og må først som udgangspunkt først tages op, når man er uden for skolens bygning efter 14.30. Mobilen må benyttes i aulaen og vindfanget efter 14.30, mens man venter på bussen.
- Mobilen skal være i tasken hele dagen, medmindre den har et undervisningsmæssigt formål.
- En dag om ugen har 7. - 8. klasse devicedag og må benytte mobilerne i pauserne i klassen.
- 7. og 8. klasse må sidde med deres mobil i klassen hver morgen inden undervisningen starter.
- Legeaftaler skal laves hjemmefra, ellers via skolens telefon. Skal forældre have kontakt til deres børn, skal den gå igennem skolen via skolens hovednummer.
- Hvis en lærer konfiskerer mobilen, lægges den ned på kontoret og udleveres af Malene eller Karoline, som sender en besked hjem. Sker det gentagne gange kan mobilen kun udleveres til forældrene (Karoline sørger for at kontakte hjemmet derom).
Besøg hos købmanden
Vi slutter skoledagen 10 minutter tidligere i år, hvilket måske kan motivere flere børn til at hoppe på cyklen for at undgå ventetid, men det giver også mere tid til at handle hos købmanden, mens man venter på bussen.
Elever må ikke gå til købmanden i skoletiden, og vi kan egentlig ikke blande os i, hvad eleverne gør efter skoledagen stopper 14.30. Vi oplever dog, at en del af de større elever ser sit snit til købe hurtigt sukker mens de venter på bussen og der bliver langet en del slik, chips og donouts mm. over disken hver eftermiddag. (De mængder af slikpapir mm. vi samler op i Aulaen taler sit tydelige sprog.)
Går man til købmanden efter skole, må man ikke komme tilbage og spise sine indkøb på skolen, mens man venter på bussen. Faktisk skal man slet ikke spise i Aulaen, men alle elever er selvfølgelig velkomne til at sidde der og vente på bussen. Eleverne har ovenikøbet lov til at sidde med deres mobiler, mens de venter på bussen, men ser vi mad og drikke i aulaen, bliver man sendt udenfor.
Fokus på trivsel
I år vil trivsel og gode frikvarterer være et fokuspunkt. Vi oplever generelt glade børn, som trives rigtig godt på Velling Friskole. De vil gerne hinanden og stemningen på skolen mellem børn og voksne er god og tillidsfuld. Vores elever er dejlige at have i undervisningen og fungerer som regel godt i lærerstyrrede aktiviteter. Vi oplever dog også at flere børn har stort behov for guidning og voksenhjælp i frikvartererne til at finde på aktiviteter, lege og til at løse konflikter. Vi ser det som vores fornemste opgave at lære børnene at blive gode til at lege og til at være sammen, fordi det bringer social læring, gode relationer, en stærk fantasi, redskaber til konfliktløsning og mange andre fantastiske ting med sig.
Vores mål er, at børn ikke altid har behov for voksenstyring. Meget af deres tid er styret i forvejen i timerne og til fritidsaktiviteter og skulle de kede sig, har de fleste børn efterhånden en skærm i baghånden, så de undgår ”tom tid”.
Vil altid være i baghånden, og i år sætter vi ind med flere gårdvagter, så der bliver flere voksne til at give vores elever redskaberne til at blive selvhjulpne og selvfølgelig til at hjælpe, når det bliver svært.
Vi uddanner også en flok Legepatruljer blandt de ældste elever, som bliver sendt på kursus v. Dansk Skoleidræt allerede den 29. august. Tanken er at Legepatruljerne skal hjælpe lærerne med at skabe gode frikvarterer og at de kan være med til at inspirere til ny lege.
”Kendskab giver venskab” og det har en stor, positiv betydning at vi er en mindre skole, hvor alle kender hinanden. Vi fortsætter tiltaget omkring Familiegrupper fra sidste år, hvor klasserne er blandet i familier, som laver forskellige aktiviteter året i gennem. Vi ser også frem til et skoleår med bl.a. fælles Naturfagsuge til september, skolefest til november, Gnillev til februar, gymnastikopvisning til marts, den daglige morgensang samt alle de andre stjernestunder, hvor vi er sammen, lærer hinanden at kende, og mærker fællesskabet.
Inden første september laver vi trivselsmålinger i alle klasser, så vi har en bedre indikation af, hvad der fungerer, og hvad vi skal have yderligt fokus på. I skal nok få mere at vide om trivselsmålingerne, resultaterne og eventuelle indsatsområder på et senere tidspunkt.
Magasinet Fri indeholder nogle rigtig gode betragtninger om blandt andet fællesskab og trivsel i deres seneste udgave. Hvis jeg kunne give jer forældre lektier for, ville jeg bede alle om at læse artiklen ”Vi har 10 år til at lære børnene at turde sige hej til hinanden.” De særligt ambitiøse kan med fordel læse hele magasinet fra ende til anden. Heldigvis findes det let tilgængeligt i en onlineversion, og jeg linker direkte til det både artiklen og magasinet lige her:
https://www.magasinetfriskolen.dk/p/magasinet-friskolen/2024-08-05/r/26/50-51/3037/1498811
Om lidt rykker en flok forældre ind til arbejdsdag, så skolen står helt nyskurret og skarpt til første skoledag. 1000 tak til jer, fordi I hjælper os med at blive klar til skolestart.
Jeg vil lade jer slippe for denne gang. Ha’ en dejlig weekend. Jeg glæder mig til at se mange af jer på onsdag.
De bedste hilsner
Karoline