Kære børn og forældre


I onsdags blev skoleåret skudt i gang på bedste vis med en fest af en første skoledag. Der var masser af smil og gensynsglæde, og det tegner til at blive et rigtig dejligt skoleår. Vi har budt 10 elever i 0. klasse og deres forældre velkommen, og vil glæder os til at lære dem alle bedre at kende.


I onsdags fik alle elever den nye udgave af Friskolesangbogen, som blandt andet er finansieret af et flot tilskud fra Støtteforeningen. Sangbøgerne kommer fremadrettet til at bo i Morgensangslokalet, hvor Martin har sørget for flotte hylder til bøgerne. Vi øver os i at få fundet bøgerne frem og sat dem på plads uden alt for meget kaos, og så skal eleverne lige vænne sig til nye pladser under morgensang. Det er en kæmpe fornøjelse at mødes til morgensang igen og lige nu har hele skolen efterfølgende fælles fortælling, hvor vi bliver forkælet af Esbens fortællinger om Nordisk Mytologi. 


Trivselsdagene kører for fuld udblæsning, og der er masser af aktivitet både inde og ude. Trivselsdagene er en rigtig god mulighed for at lande igen og for at styrke sociale relationer mellem børnene både i og udenfor klasserne. Onsdag i næste uge starter det helt almindelige skema op og fredag i næste uge, slutter hele skolen kl. 12.30 grundet pædagogisk dag.


Her fra skoleårets start, vil der være en masse praktisk info, men jeg forsøger at gøre det så overskueligt som muligt. Husk at I altid kan orientere jer på hjemmesiden under punktet ”dagligdag” hver der er masser af information at hente under ”årets gang” og ”Friskolens ABC”.:

Morgentjek-in og tilsyn
Vi havde gode erfaringer med morgentjek-in sidste år, så det fortsætter i år, hvor enten Tine, Anette eller Birgit sidder klar til at tage imod de elever, som har brug for det, i Lille Mediatek fra kl. 7.50.
Husk i øvrigt at skolen først har tilsyn med børnene fra kl. 7.50, så møder børnene ind tidligere, kan I ikke være sikre på, at der er en voksen i nærheden. Fra 0. – 3. klasse er det muligt at tilmelde sine børn til Morgen-SFO, hvis man har brug for at aflevere før kl. 7.50.

Viggo
Vi bliver klogere på Viggo hele tiden, og på hvordan vi gerne vil bruge Viggo her på VF, så her en forhåbentlig overskuelig oversigt over, hvordan vi bruger Viggo fremadrettet. Kom gerne forbi os på kontoret med kommentarer og spørgsmål. Det er også en hjælp for os at vide, hvordan Viggo fungerer, når man er forælder.


Til tider driller Viggo, og mister I jeres adgang, så skriv til Malene på kontor@velfri.dk. Så sørger hun for, at I får en ny adgangsmail.


Beskeder: Bruges til daglig kommunikation mellem skole og hjem og til kommunikation forældrene imellem. Skriver I til mange, så sørg evt. for at modtagerne står som Bcc:, med mindre man gerne vil lave en åben beskedtråd, hvor alle svarer alle.

Fravær: I skal selv notere fravær ved sygdom, lægeaftaler og enkelte fridage i Viggo. Her kan I også skrive en note, som alt personale kan se. Kontakt klasselæreren, hvis I har brug for at give nærmere info omkring fraværet. Hvis jeres barn er væk i mere end to dage, skal I give skolelederen besked.

Rum: Der er to ”rum” tilknyttet hver klasse. Der er et rum til forældre til fælles koordinering af sociale arrangementer mm. lærerne har ikke adgang til disse rum og der er et rum til forældre og lærere, som lærerne primært vil bruge til at lægge billeder ud i mm. Det er meningen at det fælles rum følger klassen indtil de stopper på Velling Friskole, og dermed kommer rummet også til at fungere som klassens fotoalbum.

Kalender: Som noget nyt vil I kunne se elevernes skemaer i Viggo, og vi øver os på at lægger møder mm. i kalenderen, så I vil kunne se de møder og arrangementer I skal deltage i dér. På Viggo hedder kalenderen ”dine begivenheder”.

Skema: I vil kunne se jeres børns skema, hvis I klikker ind på deres navn under ”dine relationer” og går ind på ”se skema”.
Opslagstavlen: Den fælles opslagstavle er til beskeder, der vedrører hele skolen – eks. fredagsbreve, invitationer mm.

Sensommerens forældremøder
Der er forældremøder på alle årgange i løbet af august og september, hvor vi forventer at alle børn er repræsenteret med mindst én forælder.
0. – 1. klasse har forældremøde onsdag den 27. august kl. 19.00
2. – 4. klasse har forældremøde onsdag den 24.09. kl. 19.00
5. – 6. klasse har forældremøde tirsdag den 26. august kl. 19.00
7. – 8. klasse har forældremøde tirsdag den 2. september kl. 19.00

Mobiltelefoner
Vi bruger som regel de første par uger på et skoleår på at ridse diverse regler op. Mange forældre spørger ind til skolens mobilpolitik. Den ligger på hjemmesiden, men I får den også her for nemheds skyld. Vi er konstant i proces omkring mobiltelefoner, men som udgangspunkt mener vi ikke, at eleverne har brug for mobiler, mens de er i skole medmindre det er relevant for undervisningen.
Reglerne for mobiltelefoner gælder også for Smartwatches. 


o    Mobilen lægges i tasken inden man kommer ind på skolen og må først tages op, når man er uden for skolens bygning efter sidste time slutter kl. 14.30 – tidspunktet gælder også selvom man skulle have fri en time før. Skal man vente på bussen, må man sidde med sin mobil i det grønne område i aulaen eller i vindfanget.
o    Mobilen skal være i tasken hele dagen, medmindre den har et undervisningsmæssigt formål.
o    En dag om ugen har 7. - 8. klasse devicedag og må benytte mobiler og computere i pauserne i klassen.
o    7. og 8. klasse må sidde med deres mobil i klassen hver morgen inden undervisningen starter.
o    Legeaftaler skal laves hjemmefra, ellers via skolens telefon. Skal forældre have kontakt til deres børn, skal den gå igennem skolen via skolens hovednummer.
o    Lærerne konfiskerer mobilerne, hvis eleverne ikke opbevarer dem i tasken. Bliver mobilen konfiskeret, lægges den ned på kontoret og udleveres af Malene eller Karoline, som sender en besked hjem. Sker det gentagne gange kan mobilen kun udleveres til forældrene Karoline sørger for at kontakte hjemmet derom .

Mens man venter på bussen…
Bemærk at bustiderne er ændret en lille smule i år. Det betyder blandt andet at bussen kører fem minutter tidligere mod Ringkøbing om eftermiddagen, så den nu kører 13.30 og 14.45. Har I spørgsmål vedr. bustider og stoppesteder, kan vi henvise til Midttrafik, idet vi ikke har noget med bustider og ruter at gøre.


Husk i øvrigt at hjælpe jeres børn med at få aktiveret deres buskort. Det gælder også de elever, der ikke bruger bussen til hverdag, for det kan være, at de skal køre med bus i skoletiden, og får brug for deres buskort i den forbindelse.


Men børnene venter på bussen om eftermiddagen, må de opholde sig på skolen. Går de til købmanden, skal de dog spise og drikke deres indkøb udenfor – også selvom det regner. Vi vil gerne undgå chips, sodavand, energidrikke mm. i aulaen og vindfanget, og vi har derfor en regel om, at man ikke må spise og drikke i aulaen eller vindfanget. Det er dog svært for os at håndhæve den regel, idet det er efter skoletid, så her må I forældre gerne tage en snak med jeres børn. I kan jo også spørge interesseret ind til, hvad de bruger deres penge på hos købmanden, for der ryger nok en del flere tomme kalorier indenbords end I umiddelbart er klar over.


Her til september starter RealDania på at bygge vores Fællestag. Når det står færdigt, regner vi med at lave ”busskur” under fællestaget, og i den forbindelse rykker sandsynligvis vi ”mobilzonen” udenfor. Det kommer I til at høre mere om til den tid.


Lillekor
Uh – hvor jeg glæder mig til igen at komme i gang med Lillekor
Det bliver hver fredag dog ikke i emneuger fra 12.35 – 13.25.
Lillekor er for alle i 1. – 4. klasse.
Det er et tilbud om en ekstra sangtime, hvor vi skal synge en masse rytmiske sange,
sjove sange, smukke sange, sange i kanon, sange med 2. stemmer, sange på andre
sprog, sange med bevægelser eller små danse til.
Vi skal optræde ved mange af skolens arrangementer, og vi skal til foråret lave en
lille minimusical.
Jeg håber, at rigtig mange børn har lyst til at være med til at slutte skoleugen af med
en festlig sangtime. Første gang er en prøvegang.
PS: Pga. pædagogisk dag for lærerne starter vi først op fredag d. 29.august.

Mange hilsner fra Kirsten


Skolepatrulje
Kære forældre i 6, 7 og 8 kl.
Jeg har i dag snakket med jeres unge mennesker om skolepatrulje det kommende år..
De vil blive oplært af mig og få en vagt hver 14 dag. I løbet af året vil vi lave lidt hygge for dem. bl.a en tur til Legoland.
Håber I vil snakke lidt om det derhjemme.
Rigtig god weekend.
Bedste hilsner
Esben


Om lidt går jeg på weekend med kæmpe taknemlighed og glæde over at være en del at dette fantastiske sted. Vi skyder weekenden i gang med det årlige pizza/rundbold-arrangement for alt personale og bestyrelse med familie. Det er endnu en fin markering af starten på skoleåret for os der arbejder på skolen og i børnehaven.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god weekend,
Karoline