Kære børn og forældre

Sidste uge var der lidt tomt her på skolen eftersom 5. – 8. klasse var på lejrskole. Det er skønt at have dem hjemme igen, og vi har savnet vores store elever. Lærerne har være meget glade for at have vores elever med på tur, og vi er stolte af, at de også er gode til at gebærde sig uden for Velling Friskole

Torsdag og fredag havde jeg det privilegie at være afsted på Ledertræf i Friskolerne med det lokale friskoleledernetværk. Ledertræffet handlede om ”perspektiv” og stod både på mental træning, kunst og tillidsbegrebet ifølge Løgstrup.

Vi har et netværk sammen med friskolerne i Højmark, Stadil-Vedersø, Herborg, Hover-Torsted, Ølstrup og Grønbjerg. Ud over at vi ledere bruger hinanden til netværk og sparring holder vi Fælles Friskoledag for alle elever fredag den 26. april i Ølstrup – det gælder vi os rigtig meget til!

I tirsdags havde vi Åben Morgensang, med stort fremmøde endnu en gang. Det er fantastisk med den store opbakning, hver gang vi inviterer. Næste Åben Morgensang er fredag den 3. november og I er meget velkomne!

Personalenyt

I denne uge er vores nye pedel – Flemming Dalgas – startet. Vi er rigtig glade for at have endnu en pedel i huset, og Flemming er allerede i fuld gang med diverse projekter. Endnu et nyt ansigt på skolen er Berit Bollerup, som også startede i mandags. Berit er pædagog og er ansat som støtte i specifikke klasser 20 timer om ugen.

Til foråret har vi to barsler, og jeg går i gang med at finde vikarer efter efterårsferien, så der vil dukke stillingsopslag op. Lui går på barsel til januar og er tilbage lige inden sommerferien og Natasja venter sig til marts. Kender I nogen, som kunne være gode barselsvikarer, så bed dem om at give mig et kald.

Forældremøder

Vi har nu afholdt forældremøder for alle årgange. Jeg er til stadighed imponeret over det store fremmøde til disse møder. Det er helt tydeligt at I gerne vil skolen og hinanden i forældregruppen. Lærerne er fantastiske gode til at tilrettelægge møderne med relevant indhold og med mulighed for at I forældre kan komme på banen, og jeg håber, I har fået noget med fra forældremøderne - det har jeg i hvert fald.

Til alle møder, har jeg præsenteret vores nye folder ”Den bedste skole skaber vi sammen”. Den er udarbejdet som en forventningsafstemning mellem elev, forældre og skole i en tid, hvor det kan være komplekst at samarbejde omkring et barns skolegang. Jeg håber, I har givet jer tid til at læse folderen igennem derhjemme. Skulle man have glemt den, kan I også finde den her eller hente et print på kontoret.

Den bedste skole skaber vi sammen!_0.pdf

Cyklesponsorløbet

Vi Malene er i gang med at skrabe pengene ind fra cykelsponsorløbet. Alle sponsorer skulle have fået en mail, men eftersom en del mailadresser er vanskelige at læse, kommer der også en del mails retur igen. Har I, eller nogen I kender, ikke fået en mail, så skriv til kontoret på kontor@velfri.dk

Kalendergymnastik

Der er en enkelt tilføjelse og en ændring til kalenderen. Søndag den 4. februar er der fastelavn og Sommertræf 2024 er fredag den 14. juni i stedet for den 7. juni, som der står i kalenderen.

Det er ændret på hjemmesiden, og det er altid den kalender, I skal forhold jer til, hvis I er i tvivl.

Hoodies

Vi har stadig masser af hoodies på lager. Hvis I gerne vil købe en Velling Friskole hoodie, kan I komme forbi kontoret. Den koster 250 kr.

Motionsdag 13.10.23

Vinden suser afsted og det samme gør tiden frem mod årets aktive højdepunkt nemlig - MOTIONSDAGEN - fredag d. 13. oktober. En dag hvor vi har fælles opvarmning, motionerer i ca. 2 timer og slutter dagen med at nyde noget medbragt mad fra jer.  

På denne sidste fredag inden efterårsferien får eleverne følgende muligheder for at motionere: 

0. - 2. kl. - Løberute 1,4 km  

3. - 8. kl. - Løberute 1,4 km og/eller Cykelrute 3,7 km  

5. - 8. kl. - Triatlon - løbe/svømme 300 m i fjorden , cykle 11,2 km og løbe 2,8 km  

Alle elever skal traditionen tro have noget mad med hjemmefra til et fællesbord. Man tager mad med, der svarer til det dit barn kan spise, hvis det er rigtig sultent. Dvs. har man f.eks. 3 børn kommer man måske med en pose med 20 pølsehorn/pizzasnegle. Alt slags mad er velkommen, så det kunne også være en pakke rugbrød med en leverpostej, frikadeller eller et par dåser makrel og mayo, eller en kage.

Maden skal på selve dagen afleveres i skolens køkken fra morgenen af. 

Til denne dejlige dag har vi brug for ca. 15 hjælpere til bl.a. at være i køkkenet eller stå post ude på en af de ruter eleverne skal ud og motionere på. Kan I hjælpe denne dag, skal I hurtigst muligt give besked til Sussie@velfri.dk dog senest mandag d. 9. oktober. Vi har i skrivende stund allerede 7 hjælpere - hvilket vi er yderst taknemmelige for  

 Eleverne skal herudover have motionstøj på til vejret, en drikkedunk med navn. Skal man cykle, skal man huske en velplejet cykel samt cykelhjelm cykelruten er på både asfalt og grusvej, så lad ryttercyklens helt tynde hjul blive derhjemme . 

 De bedste hilsner

Motionsdagsudvalget  

Skolemælk

Hver uge er der rigtig meget skolemælk til overs. Vi giver den resterende mælk til børnehaven, så den ikke går til spilde, men det kunne være relevant for jer forældre, som har bestilt skolemælk, at spørge jeres børn, om de drikker deres mælk.


Musikklub ændret sted

I stedet for Generator holder vi musikklubben i på Tændpibe 2 tidl. Tvis Køkkener på torsdag. Man kan komme med skolens bus kl. 14:50. 

Der er god tilslutning til klubben, men jeg vil gerne bede alle, som vil komme om lige at bekræfte på mail@wego.dk, så jeg kan holde styr på det. Musikklubben finder sted den 12.10 kl.15 og er fra børn fra 5. – 8. klasse.

Hilsen

Niels 


Det var alt for nu. Næste uge springer jeg fredagsbrevet over, så I hører først fra mig igen i uge 43.

Ha’ en dejlig efterårsferie, når I kommer så langt, og nyd den weekend, der står for døren.

Hilsen Karoline