Kære børn og forældre
1000 tak for opbakningen til familiedagen i lørdags. Det var bare en kæmpe fornøjelse at have forældre og søskende med i skole. Vi håber, I også havde en god formiddag.
Motionsdagen
Efterårsferien står for døren og den går traditionen tro hånd i hånd med Motionsdagen. Sussie er godt i gang med at finde frivillige der kan hjælpe både på ruterne og i køkkenet på selve dagen, men vi kan altid bruge flere hænder, så skriv til Sussie, hvis du (eller en du kender) har lyst til at give en hånd med. Sussie har allerede sendt en fin huskeliste ud til jer, men skulle I have overset beskeden, kommer den også her.
Huskeliste motionsdag 2026.pdf
Vinterskema fra uge 43
Husk at vi skifter til vinterskema fra uge 43. Skemaerne ligger på hjemmesiden, men I kan også finde skemaerne her. I denne udgave har alle klasser to skemaer (et til sommer og et til vinter), som er lidt lettere at overskue.
Elevskema 26-27 - opdelt i sommer og vinterskema_0.pdf
Vi har haft to frivillige til at lave lektie/hygge-cafe for 4. klasse, mens vi har haft sommerskema. De har fået fri mens vi har vinterskema, for der har 4. nemlig en ekstra time om torsdagen, så det passer med bussen. Stor tak til Hans og Gitte for hjælpen!
Varslet brandøvelse
På tirsdag kl. ca. 9.45 holder vi brandøvelse for hele skolen. Det kommer til at foregå stille og roligt uden nogen form for dramatik – der bliver både tid til at tage sko og jakke på. Formålet med øvelsen er, at elever og personale ved, hvad de skal gøre, hvor de skal gå ud, og hvor vi mødes, hvis der skulle opstå brand, så vi undgår panik, hvis uheldet skulle være ude.
Ting forsvinder
Vi har desværre haft et stort svind fra skuret og pedelrummet i de sidste måneder. Ting forsvinder lige så stille hen over tid. Det kan være ”mindre” ting som kopper og bestik fra køkkent, haveredskaber og batterier til værktøj, men vi har også mistet en relativ ny industristøvsuger samt et helt nyt blandingsbatteri, som var købt til vuggestuen. Vi kommer selvfølgelig til at være ekstra opmærksomme på at låse døre og holde øje fremadrettet. Hvis I skulle have lånt noget fra skolen (stort eller småt), som ikke er kommet tilbage, vil vi meget gerne have det igen.
Forældremøde vedr. sommerferielukning i Naturhuset og Satellitten
Vi vil gerne invitere til et fyraftensmøde om lukkedage i sommerferien, da vi fornemmer, at det er en udfordring for nogle, at vi i år har holdt lukket i tre uger.
Vi vil gerne have et ordentligt grundlag for en evaluering af antallet af lukkeuger, så vi derefter kan træffe en beslutning om der skal være lukket i to eller tre uger i sommerferien 2027, og vi håber, I har lyst til at give jeres besyv med.
Mødet bliver et fyraftensmøde torsdag den 22. oktober fra 17.00 - 17.30 på Velling Friskole. Skulle I være forhindrede den dag, kan I give jeres mening til kende ved slå på tråden eller ved at skrive en besked til os i Viggo.
De bedste hilsner,
Michael og Karoline
I næste uge er Malene på ferie hele ugen og Michael holder ferie fra på tirsdag, så responstiden fra kontoret er måske ikke så hurtig, som den plejer at være (og de ting, jeg ikke kan finde ud af, samler Malene op på efter ferien).
Tak for lån af jeres børn endnu en uge. Jeg håber, I får en dejlig weekend,
Karoline
