Fredagsbrev uge 46
Kære børn og forældre
Jeg sidder ved tastaturet på en grå fredag formiddag med en kæmpe glæde og taknemmelighed over ugen, der er gået, for det har været en rigtig spændende, dejlig og lidt lang uge. I går havde vi et brag af en skolefest, hvor en flok frivillige forældre gjorde det muligt for lærerne at feste, danse og være sammen med eleverne. Stor tak til jer! Alle er lidt trætte i dag, men vi er også glade ovenpå sådan en aften, hvor stemningen var høj og hvor børnene var virkelig gode til at være positive, til at hygge sig og til at være sammen.
Den opmærksomme forælder vil også bemærke, at der er lagt fliser foran skolen. Til foråret er det planen at vi skal have nogle bænke og blomsterkummer, som kan skabe lidt hygge og miljø foran skolen. En håndfuld forældre har brugt deres weekend på at lægge fliserne, hvilket vi er enormt glade for. Også en kæmpe tak til jer!
I går formiddag havde vi familiehold for første gang i år. Det var også en rigtig god oplevelse, og igen springer alle elever ind i de opgaver, vi giver dem. De sluttede af med at have fællesleg i familiegrupperne, og det var rigtig fedt at se store og små lege sammen i spisefrikvarteret. Familieholdene mødes igen til nisseløb som afslutning på juleværkstederne i slutningen af november. I forbindelse med juleværkstederne efterlyser Birgitte hvidt porcelæn. Det han være alt fra tallerkner og fade til kopper og krus. Har I noget stående så kontakt Birgitte eller stil det i køkkenet.
I tirsdags kunne vi løfte sløret for, at vi er blevet bevilliget et ”fællestag” fra Realdania-fonden. Det kommer op at stå i løbet af foråret, og skal bruges til bl.a. udeskole og er ellers tilgængeligt for alle i Velling.
Onsdag aften mødtes skolens personale og bestyrelsen for at drøfte en helhedsplan for de fysiske rammer på skolen. Vi har hyret nogle rådgivere til at give os inspiration og vejledning i processen, for der er mange behov, der skal tages hensyn til. Vi har blandt andet fokus på energirenovering, bæredygtighed, at skabe mere plads til de store samt bedre fællesområder for de små. Vi nærmer os ligeså stille en retning, og jeg glæder mig rigtig meget, til vi i løbet af foråret kan løfte sløret for, hvad der kommer til at ske med bygningerne fremadrettet.
I går sagde tog vi afsked med Martin Kallesøe, som har været barselsvikar for Natasja. Vi har været glade for at have Martin på skolen og han vil blive savnet blandt både elever og kolleger. Det betyder også, at jeg er mindre på kontoret og mere i klasseværelset indtil Natasja kommer tilbage den 22. januar.
Til sidst et par beskeder om et par hyggelige aktiviteter i Velling.
Ha’ en dejlig weekend.
Karoline
Spil Varulv i Bystuen på tirsdag
I næste uge få 6. klasse får besøg af legekunstner Ilon Lodewijks, hvor de arbejder i Bystuen med at lave en live udgave af kortspillet Varulve. De optager lyde fra Velling og spiller beboere i Velling, der skal håndtere at en varulv er løs i landsbyen.
Tirsdag eftermiddag fra kl. 15 -16.30 er det muligt for alle elever at prøve spillet. Det foregår i Bystuen, og man skal bare møde op.
En hyggelig familieaktivitet lørdag formiddag i Forundringens Have
Det bliver bogstaveligt talt 'fra jord til bord', når vi skal hjælpe hinanden med at høste det allersidste, lave suppe i udekøkkenet og gøre fælleshaven vinterklar.
Det kræver ikke tilmelding – bare mød op i Forundringens Have ved orangeriet kl 10.
Vi regner med at suppen er klar til spisning kl 12, og vi slutter kl 13.
To ord om fælleshaven til jer, der måske ikke kender den:
Fælleshaven i Forundringens Have drives af lokale frivillige fra 0 til 70+ år, og vi lægger lige vægt på ’have’ og ’fællesskab’ i havefællesskabet.
Vi dyrker en køkkenhave og nyder godt af friske kartofler, ærter, løg, majs, diverse kål og hvad vi ellers har besluttet at så i sæsonen.
Lørdag er sidste gang, vi mødes i denne sæson, men du kan komme på mailinglisten og få et praj, når haven vågner fra vinterhi i 2025