Kære børn og forældre

Denne fredag morgen har været en særlig smuk en af slagsen, for 6. klasse gik Luciaoptog i et fyldt Lille Mediatek. De gjorde det fantastisk godt, og fik skabt den helt rigtig højtidelige lucia-stemning.


Som altid i december bygges julestemningen langsomt op på skolen, og der er mange hyggelige stjerne stunder i en vintermørk tid. At julen er meget andet end julebag, glitter og gaver er også en del af december måned her på Velling Friskole og både gennem morgenens julefortællinger og gennem handlinger prøver vi at synliggøre at julen også handler om taknemmelighed og om at skabe glæde for andre.


3. – 4. klasse har arbejdet med Børnenes U-landskalender og lært om kultur, levevilkår, klima mm. i Indonesien, hvilket skaber glimt af bevidsthed om og taknemmelighed for, hvor privilegerede vi er i Danmark. 


Faget Vores Verden i 5. – 6. klasse har stemt dørklokker hos en masse butikker i Ringkøbing og har sørget for en imponerende bunke fine julegaver, som de har doneret til Røde Kors’ julehjælp, og som helt sikkert kommer til at vække stor glæde hos andre.

 
I 7.-8. kl. har vi haft et lille projekt her i december – Den gode gerning. Der har været fokus på ”at tænde lys” her i den mørke tid, - at gøre noget helt uselvisk, der bringer glæde for andre. Eleverne har i grupper selv bestemt hvor, hvad og for hvem de ville gøre en forskel. Tirsdag formiddag udførte de så deres gode gerning. Det blev til: 
•    Børnehaven kom til Juleklippe/klister-stue og aktivitetsbane i hallen
•    Indsamling til mødrehjælpen der kom over 1000 kr. ind
•    Indsamling af skrald ved fjorden
•    Julehjælp og leg i dagplejen  
•    Rengøringshjælp til Araan på skolen
•    Småkager til folk i Velling
•    Julehygge med bl.a. at servere æbleskiver i Værestedet i Skjern 
Det var en dejlig dag, hvor eleverne virkelig var med til at bringe glæde til andre. De gjorde det så godt!


I næste uge skal 0. – 4. klasse til Julegudstjeneste om onsdagen og 5. – 8. klasse om torsdagen. Eleverne møder ind på skolen til normal tid, og derefter følges vi med dem i kirke, hvor gudstjenesten starter 8.30.


Fredag den 19. starter vi med morgensang i gymnastiksalen, hvor vi håber, at mange af jer har lyst til og mulighed for at være med. Der kommer både Lillekor, guitarspil og masser af kendte julesange og det bliver helt sikkert hyggeligt. Resten af dagen kommer til at stå på hygge i klasserne og online Julebingobanko, hvor kontornisserne sørger for at klasserne, har mulighed for at vinde masser af præmier, der kan skabe endnu mere leg i frikvarterene. Traditionen tro hentes alle klasserne af ”julemanden” og vi slutter af med at danse om juletræet i gymnastiksalen inden eleverne har fri kl. 12.30.


Efter en god lang juleferie, møder vi ind igen mandag den 5. januar til normalt skema. Vi begynder dog med første fællesøvning til gymnastikopvisningen kl. 9.05 – 9.55 den dag, så eleverne skal have tøj på, som de kan bevæge sig i.


Fredag den 9. januar har vi Åben Morgensang, hvor I som altid er meget velkomne.


Til jer der har børn i Satellitten, skal I huske at Satellitten har lukket den 9. januar pga. pædagogisk dag.


Rigtig god weekend og glædelig 3. søndag i advent,
Karoline