Fredagsbrev uge 20

Sikke en dejlig uge vi har haft med højsolskin og blå himmel. Den store blå hoppepude er taget i brug, og den lader til at være et stort hit blandt børnene. Samtidig er der en dejlig ro over hverdagen og børnene og jeg nyder den gode stemning blandt børn og voksne hver eneste dag.

I søndags blev vores skønne elever i 7. klasse konfirmeret, og det lyder til, at de er blevet fejret med manér rundt omkring. Stort tillykke til konfirmanderne!

Til morgensang har vi i denne uge haft fornøjelsen af musiknumre fra flere af Kirstens musikhold, og jeg har forsøgt at skrue op for børnenes engagement i sangen ved hjælp af et ”morgensangsbarometer” for at synliggøre, hvor fantastisk det er, når alle synger med. Det virker godt, og der er blevet skruet op for sangstemmerne i ugens løb. Det er stadig svært at få de ældste elever, som gennemgår ”pinlighedsfasen”, med, men det går helt klart i den rigtige retning.

I tirsdags fik vi ansat en ny leder til Naturhuset. Det er Michael Kirkegaard, som allerede er et velkendt ansigt på skolen og i Velling. Michael starter i Naturhuset 1. august og både personalet og jeg ser frem til samarbejdet.

I går var madkundskabsholdet i 7. – 8. klasse sammen med Martin og Stine på tur til restaurant Noli i Skoven udenfor Ikast, hvor de lærte om bæredygtig praksis og gode råvarer, og fik tilberedt helt fantastisk mad. Det var en superfin og lærerig oplevelse at få med inden 8. klasserne går i gang med deres eksamen i madkundskab i næste uge.

Her til morgen har vores bestyrelse været forbi skolen for at sige ”godmorgen”. Det er så stor en del af kulturen på Velling Friskole, at alle hilser på hinanden, når de kommer på skolen, og det er altid godt at blive mindet om, hvor stor betydning det har i forhold til at føle sig velkommen - både når man er barn, og når man er voksen.

I næste uge har vi ansættelsessamtaler til en lærerstilling på friskolen. Der er kommet et overvældende antal ansøgninger og jeg er helt sikker på, at vi nok skal finde den helt rigtige lærer.

Jeg har tidligere nævnt er vi blevet en del af Erasmus+, som betyder at vi har mulighed for at sende lærere på kursus og jobshadowing i hele Europa. I næste uge sender vi de første to lærere afsted til Berlin, så vi må undvære Troels og Birgit hele ugen, mens de træner deres tyskkundskaber og får masser af inspiration til tyskundervisningen.


En ny bestyrelse betyder også et nyt arbejdsdagsudvalg. Anette Holck Ramskov og Johanne Heinesen har overtaget opgaven og er i fuld gang med planlægningen af næste arbejdsdag, så her er en besked fra dem:

Kære forældre,

søndag d. 26. maj har vi skoleårets sidste arbejdsdag.

Alle mødes til fælles morgenmad kl. 8.30.

Arbejdsdagen foregår udendørs. Der er malerarbejde til 4 personer, så har man lyst til at male, skal man tage malertøjet på.

Birgitte Aarup og Søren Kristensen er arbejdsformænd denne dag. Tusind tak til dem.

De tilmeldte vil få yderligere info omkring dagen på VIGGO i næste uge.

Følgende er tilmeldt:

Jesper og Christina Sand Larsen

Rasmus og Stina Bjerge

Kristoffer og Sara Brun

Birgitte Aarup og Søren B Kristensen

Diana Husted, Jimmy Rasmussen, Dennis Rindom

Maria og Daniel Bach Jensen

Lui Møller og Joan Damgaard

Jeppe Holm Gjerulff -Christina Jensen Gjerulff

Anna Bille

Camilla Kjærgaard

Sascha og Michael Siggard

Morten Wulff

Trine Larsson og Bo Nielsen

Louise og Jesper Johannessen

Frederikke Wennike og Simon Mahler

Kirstine Kyhl Andersen og Niels Bjerg

Inez Johannsson, Ole Green

Jesper Høgh

Thomas og Anja Bjørnsgaard

Maria og Anders Edsen-johansen

Tobias og Helene Tarp Børgaard

Anastasia



Mange hilsner arbejdsdagsudvalget


Til sidst et par beskeder fra Kirsten omkring Stjerne for en aften og Lillekor:

"Stjerne for en aften" d. 14. juni.

Fra den 13 - 16. juni afholder VUIF det årlige sommertræf.
Fredag den 14. juni er det børnenes aften i det store sommertræftelt.
Det starter med "Stjerne for en aften". Her skal alle friskolens klasser optræde med hver deres musiknummer.
Vi øver musiknumrene i skoletiden - og så er der en generalprøve
i teltet fredag d. 14. juni om eftermiddagen. Det bliver fra kl.
13. 30 til ca. kl. 15.00. Det er naturligvis frivilligt, om jeres børn deltager. Men af hensyn til bemanding i de forskellige bands, vil jeg meget gerne have en evt. framelding hurtigst muligt.
Mange hilsner fra Kirsten

LILLEKOR på tur
Kære forældre til alle de børn, der går i Lillekor.
Vi glæder os rigtig meget til næste fredag d. 24. maj, hvor vi skal på tur til Ringkøbing Plejehjem og synge for beboerne.
I får lige planen igen.
12.40 - 13.15: Vi øver vores sange i morgensang.
13.34 : Vi kører med bus til Ringkøbing står af ved Netto
HUSK BUSKORT
14.00: Vi får noget at spise og drikke på plejehjemmet
14.30: Vi holder koncert for de ældre og "danser" måske en lille
dans med dem.
15.00: Jeres børn kan afhentes uden for plejehjemmet
Giv gerne besked, hvis I henter dem
Resten af børnene kører med skolens bus tilbage til
Velling Friskole.
Mange hilsner fra Kirsten

Det var alt for denne uge. Jeg håber, I får en dejlig pinse.

De bedste hilsner,

Karoline