Kære børn og forældre


Jeg håber, I har haft mulighed for at nyde en lang ferie med jeres børn og at I er kommet godt ind i 2026. Et nyt år bringer nye muligheder med sig, og I denne uge har jeg brugt morgensangstiden på at involvere eleverne i nogle af de fokuspunkter vi har i lærergruppen. På et lærermøde i december talte vi rigtig meget om balancen mellem læring og trivsel og de forventninger, der er til at gå i skole. Det munder ud i, at vi lige nu har fokus ”at gøre sig umage” og at gøre det bedste man kan ud for de forudsætninger man har, på det gældende tidspunkt. Det at gøre sig umage gælder i rigtig mange sammenhænge - både fagligt og socialt – og det er fantastisk at mærke, når eleverne gør sig umage til fællesøvning i gymnastik, når de skal lære en ny sang til morgensang, når de inviterer hinanden ind i legen til frikvarter såvel som, når de gør sig umage med både det faglige og det kreative i timerne.


Samtidig har jeg kort introduceret nogle værktøjer for alle elever, der både kan hjælpe med at forstå andre og også forstå sig selv i situationer, hvor andre eller én selv bliver vrede, kede af det mm. Det handler om at skabe ro omkring følelser og acceptere, at de ikke er farlige. Sommerfugle i maven og adrenalin i kroppen, kan sagtens være en god ting, så længe man ved, hvorfor kroppen reagere, og hvordan man håndterer det. Begreberne har vi fra Linda Guldberg Vinding, som kommer og holder oplæg til Fælles Forældreaften den 25. februar, så der slutter vi ringen ved også at involvere jer forældre, så alle får et kendskab til det, vi arbejder med.
I ugens løb har vi haft stor glæde af sneen, som giver mulighed for en masse sneaktiviteter i frikvartererne. Sneen sætter dog også gårdvagterne på prøve, for selvom sneen er sjov, kan en vasker eller en hård snebold i nakken hurtigt føre til konflikt. Det giver nogle udfordringer, men der er samtidig en hel masse læring i det for børnene, og vi gør, hvad vi kan, for at sneboldkampene ikke går over gevind.


I efteråret samlede vi penge ind til en tarzan-bane til legepladsen. Planen var at banen skulle sættes op i næste uge, men også her spiller sne og frost os et puds, så vi kommer til at vente, indtil jorden er frostfri, og montørerne igen har tid. Vi er i øvrigt meget taknemmelige for, at så mange har valgt at støtte projektet, og vi glæder os rigtig meget til at tage tarzan-banen i brug.


Til Åben Morgensang i dag fortalte jeg kort om Bjarne Reuter, for lige nu danner to af hans klassikere rammen om fortælling. 0. – 4. klasse får genfortalt ”Busters Verden” og 5. – 6. klasse får genfortalt ”Zappa”.


I næste uge har 7. og 8. klasse projektuge, hvor de skal arbejde med de danske kanon-forfattere, hvilket betyder at vi har morgensang i gymnastiksalen og at der vil forekomme små lærerbyt i ugens løb, fordi Birgitte, Natasja og Lui har alle timerne sammen med de ældste.


Åbent Hus 22. januar

Den 22. januar fra 16.00 – 17.30 holder vi Åbent Hus i både skole og børnehave. I må meget gerne være med til at skabe lidt interesse om arrangementet ved at prikke til familie, naboer og venner, der kunne være nysgerrige på Velling Friskole eller i Naturhuset. Vi byder på rundvisninger og mulighed for at høre om skolestart, men der er også oplæg om vores 7. – 8. klasses forløb 16.30. Dette er selvfølgelig særlig relevant for forældre med børn i 6. klasse, men forældre til børn i de yngre klasser, som kunne være nysgerrige, er også meget velkomne. 
Del gerne vores opslag om Åbent Hus på de sociale medier, så I kan hjælpe med at sprede budskabet.


Pædagogisk dag

Pædagogisk døgn den 12. – 13. marts er et af de vigtigste tidspunkter på året for lærerne, for der trækker vi i arbejdstøjet og begynder planlægningen af næste skoleår. Torsdag den 12. marts har alle elever fri senest 13.25 og fredag den 13. marts, er lærerne ikke på skolen.
Derfor er vi også dybt taknemmelige for jeres hjælp til at passe skolen og eleverne den dag. Som altid er lærerne behjælpelige med at lave et program for dagen, men I har også frie hænder til at tænke helt ud af boksen. Meld ind til jeres børns klasselærere, hvis I gerne vil give en hånd med i jeres børns klasser.


Indkaldelse til Ekstraordinær Generalforsamling
Bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling den 3. februar kl. 17 i Lille Mediatek. Der er ét punkt på dagsordenen, som handler om optagelse af lån til renovering af skolen. Vi har et konkret tilbud klar, som skal godkendes af generalforsamlingen, før lånet træder i kraft.
Første fase af renoveringen forventes at starte i foråret. Det første og største tiltag pt. omhandler gymnastiksalen, som får et kæmpe ansigtsløft med henblik på at bruge de mange m2 i salen til flere funktioner. Samtidig skal Malene og jeg have mere plads på kontoret og vi etablerer i den et nyt og større mødelokale. Samtidig sker der ting og sager i børnehaven, og I kan allerede nyde synet af Madpakkehuset, som næsten står færdigt i Bruns Have.
Husk også at sætte kryds i kalenderen til den Ordinære Generalforsamling torsdag den 23. april.

Gymnastikopvisning og træning
I mandags startede vi op med at øve på fællesserier til vores store gymnastikopvisning.
Det gik rigtig godt, og vi glæder os allerede til endnu en stor fælles oplevelse.

Opvisningen er lørdag d. 7. marts på Fjordvang Ungdomsskole.
Vi kender endnu ikke tidspunktet - men det bliver nok midt på dagen - og ca. et par timer, I skal afsætte.
Opvisningsdagen er regnet som en skoledag, og vi forventer at alle børn deltager.
Vi har fællestræning og generalprøve fredag d. 6. marts.
Også denne dag er vigtig, så undgå at lægge tandlægetider osv. denne dag.

I mange af serierne er der samarbejdsøvelser i par eller i grupper, hvor man er afhængig af hinanden.
Det er derfor meget vigtigt, at vi ved hvem der deltager.

Skulle der være afbud, som I allerede ved, så vil vi meget gerne
have besked hurtigst muligt.
Giv besked til Sussie eller Kirsten på Viggo


Som altid sker der bare en hel masse på Velling Friskole, og jeg glæder mig til hvad 2026 bringer – både af velkendte traditioner og af nye tiltag. Og ikke mindst glæder jeg mig over at være sammen med de børn og voksne, som har deres gang på skolen hver eneste dag.
Rigtig god weekend,
Karoline


Vigtige datoer i foråret 2026
22.01.: Åbent Hus fra 16.00 – 17.30. 
03.02.: Ekstraordinær Generalforsamling kl. 17.00
25.02: Fælles Forældremøde
07.03.: Gymnastikopvisning på Fjordvang
13.03: Pædagogisk dag
18.04: Familiedag
23.04: Generalforsamling
26.06: Sidste skoledag inden sommerferien
HUSK: Naturhuset og Satellitten holder ferielukket uge 29, 30 og 31
12.08: Første skoledag efter sommerferien