Kære Alle

Tiden flyver afsted og det er allerede fredag igen. Endnu en god uge med gode oplevelser og masser af leg. I guldsmedegruppen har de lige nu fokus på venskaber. Hvor mange venner kan man have, er vi stadig venner selv om vi ikke lige leger sammen, kan vi invitere en ind i legen som ikke lige er med i en leg, husker jeg også at lege med nogle forskellige. De har bla. bygget venskabshuler i Tarzan på kryds og tværs, været i små grupper og lege og lave forskellige aktiviteter. Det er en kompleks størrelse det med venskaber, og noget vi øver os på og guider børnene i, i mange forskellige situationer i løbet af dagen.

I mælkebøtte- og solsikkegruppen øver de nye børn sig stadig på at gå i børnehave. Der er mange nye rutiner og mennesker der skal læres at kende, og det kan til tider være hårdt arbejde. Samtidig med det forsøger personalet at balancere en hverdag, hvor der samtidig er nye og kendte aktiviteter, leg og oplevelser. For eksempel kan en tur ud af huset rumme mange ting. Vi øver at gå i trafikken samtidig med at man skal holde en kammerat i hånden, vi leger og undersøger undervejs og hele tiden dannes små relationer enten fordi man skal hjælpe hinanden med noget, eller fordi man sammen begejstres over en snegl. Alt sammen ting vi som personale kan bygge videre på i hverdagen.

Husk:

Efteråret er ved at melde sin ankomst, så det er vigtigt at der er regntøj, gummistøvler, en varm trøje og masser af skiftetøj i jeres børns garderober.

Fælles dag:

Personalet er i gang med at planlægge en fælles dag for hele Naturhuset i Forundringens Have. Det bliver fredag den 29/9 og tanken er, at børn der bliver afleveret efter kl. 7.30 skal afleveres i Forundringens Have, og alle børn skal hentes der. Altså vi kører ikke tilbage men lukker børnehaven i Forundringens Have. Birtha som står for haven kommer og hjælper os med at moste. Og til det får vi brug for en masse æbler, så meld gerne tilbage om I kan være leveringsdygtige i det. Der kommer mere information i næste uge, men nu kender i datoen.

Ny Pedel:

Vi har ansat Flemming Dalgas som ny Pedel i begge huse. Flemming starter mandag den 2/10, og det glæder vi os rigtig meget til.

Cykelsponsorløb:

Det er i morgen det store cykelsponsorløb på skolen skydes i gang. I kan læse mere om det praktiske i dette link, hvis nogle har planer om at kigge forbi. Det er i særdeleshed omkring parkering og madkurv i lige skal være opmærksomme. https://vellingfriskole.dk/sites/default/files/inline-files/Cyklesponsorl%C3%B8b%20VF%202023_0.pdf

Næste uge:

Mandag: Guldsmede går i gymnastiksalen

Tirsdag: Guldsmede til fødselsdag hos Adam, vær her senest 8.45

Onsdag: Mælkebøtter laver krea. Solsikker på tur med bussen, vær her 8.45

Torsdag: Mælkebøtter på tur til byens legeplads

Fredag: Udelivsdag og Guldsmede til fødselsdag hos Maja, vær her senest 8.45.

Rigtig god weekend til jer alle

Hilsen Pernille