Kære børn og forældre

Vi kan ikke komme udenom, at vi går en mørkere tid i møde. Man mærker det altid efter efterårsferien, når det pludselig er blevet mørkt om morgenen. Selvom vi stiller om til vintertid og vinder lidt ekstra dagslys om morgenen, er det vigtigt, at I får styr på lys på cyklerne og reflekser på tøjet, så I sikrer jer, at jeres børn bliver set, både når de cykler og går. Husk også at være opmærksomme på vores skolepatruljer og send dem evt. et ekstra smil eller en thumbs-up, nu hvor de går de kolde efterårs- og vintermåneder i møde.

I denne uge har vi haft vores første fagdag, hvor der har været plads til at dykke ned i et bestemt fag en hel dag. Mens de fleste klasser havde faglig fordybelse på skolen, var 3.-4. klasserne på biblioteket og på Rådhuset, hvor de bl.a. fik en snak med borgmesteren.

I onsdags havde vi efterårets sidste forældremøde med 7. og 8. klasses forældre. Det er dejligt med så god opbakning til forældremøderne, og generelt har vi haft nogle rigtig gode og konstruktive møder på de forskellige årgange, så stor tak for engagementet til både lærere og forældre!

Fra onsdag til fredag har vi haft to erhvervspraktikanter fra HF i Tarm, som gerne ville snuse til lærerjobbet. Hvis jeres børn har snakket om et par unge praktikanter, ved I, at den er god nok.

På søndag tager Birgitte og jeg til Berlin sammen med Friskoleforeningen til et kursus om Erasmus+, hvor vi glæder os til at være sammen med kolleger fra både Danmark og resten af Europa og til at blive klogere på hele Erasmus+ samarbejdet. Vi kommer hjem torsdag aften og er at finde på skolen igen på fredag. Indtil da er jeg kun en SMS eller en Viggo-besked væk.

Fredag i næste uge har vi Åben Morgensang, og ellers går vi forhåbentlig en rolig uge i møde. I uge 45 sender vi 7. – 8. klasse til København og har emneuge med resten af skolen imens.

Personalenyt

Som I ved, har vi haft glæde af Martin Kallesøe som barselsvikar for Natasja, som kommer tilbage den 22. januar. Martin er i mellemtiden blevet far for 2. gang og har besluttet sig for selv at gå på barsel. Martin har sidste arbejdsdag den 15. november. Hans timer bliver dækket internt, så eleverne ikke skal forholde sig til en vikar i en forholdsvis kort periode. Det betyder, at jeg tager en del timer i 7. klasse og derfor er lidt mindre på kontoret. Flere lærere samt Malene går ind og løfter lidt ekstra i samme periode, og vi er helt sikre på, at det hele kommer til at gå op på bedste vis.

Til januar skal både Asger, som arbejder i børnehaven og i SFO, og Stine, som er støtte og vikar i skolen og arbejder i SFOen, på højskole. Vi har slået Asgers stilling op, og i Stines sted har vi været så heldige at ansætte Nicklas Nørgaard, som er tidligere elev på skolen. Nicklas’ første arbejdsdag er officielt efter juleferien, men han starter som tilkaldevikar allerede nu.

I efterårsferien kunne vi også byde velkommen til Kenny, som er ansat i Anjas stilling som pædagog i børnehaven og i SFOen.

Aflåsning af skolen

Fremover vil de brune døre ved kontoret blive låst, når SFOen lukker. Derfor bliver det ikke længere muligt at smutte ind på skolen og hente tøj, tasker mm. efter kl. 16.30. Det betyder også, at man skal låne en nøgle på kontoret, hvis man skal holde et arrangement eller et møde om aftenen. Det bliver lidt bøvlet, men omvendt giver det lige nu en del bøvl og utryghed, at alle dem, der har adgang til hallen, også har adgang til resten af skolen.

Det var alt for denne uge, jeg ønsker jer alle en fremragende weekend,

Karoline

p.s. Er I til et godt gys, så er der ”Åben Halloween” i skoven og i laden hos mig på Kærbyvej 16 i Ringkøbing den 31. oktober fra 19-21. Alle er velkomne, men det er hverken for små børn eller sarte sjæle.